Sportsfiskerforeningen Vidå er hjemmehørende i Tønder og har fiskeret i ca. 90 km fiskevand i Vidåsystemet. Medlemskabet i Gelsåsammenslutningen giver yderligere adgang til ca. 40 km fiskevand i Gelsåen.
Vidåsystemet, der består af Vidåen med tilløbene Arnå, Grønå og Sønderå, er Danmarks artsrigeste fiskevand. Her træffes rovfisk som gedde, sandart og aborre i grov kaliber, men også mange arter af fredfisk især i åens nedre løb. I Magisterkogen (kun bådfiskeri) fanges der hvert år gedder i 10 kgs-klassen og også flotte sandart og aborrer. Længere opstrøms i tilløbene er der gode muligheder for fangst af bækørreder og stalling.
For de fleste lystfiskere er fiskeriet efter laks og havørreder dog nok det mest attraktive, og også i den henseende er Vidåsystemet et besøg eller et medlemskab værd. Havørred kan træffes overalt i åløbene, og især Arnå er kendt for et godt havørredfiskeri specielt i efterårsmånederne.
Udsætninger af laks har efterhånden resulteret i en rigtig god laksebestand, og i starten af fiskesæsonen er der gode muligheder for at få en sølvblank storlaks på krogen. Laks på 10 kg er intet særsyn, og der fanges hvert år laks i størrelsen 8-11 kg.
Vidåforeningen har omkring 400 medlemmer, og medlemstallet er stigende i takt med stigende laksefangster. Der er god plads ved åløbene, ingen medlemsbegrænsning og gode muligheder for fangst, så et medlemskab i foreningen er bestemt en overvejelse værd.
INFO: www.vidaa.dk
Medlemskab: www.sportsfiskeren.dk Senior 950 kr, ungdom 18-25 år 600 kr. 17 år junior 250 kr
www.fiskekort.dk Dagkort/tredageskort: 125/300 kr.