Syddanske Lystfiskere er ikke bare én forening, men paraplyorganisation for en række lokale lystfiskerforeninger på Als og Sundeved, der tilsammen dækker de flestes interesser og behov for lystfiskeri.
Du kan læse mere om foreningen på www.syddanske.dk
Vi er placeret i en af Danmarks smukkeste egne i det sydøstlige hjørne af Jylland, er velsignede med noget af Danmarks bedste og mest varierede kystfiskeri, og så er Als og Sundeved ikke større end, at du altid kan finde et sted, hvor vind og vejr passer.
Det varetager vores underforening Alsiske Kystfiskere.
Med kort afstand til en række af Danmarks smukkeste vandløb tilgodeses også lystfiskere, der hellere fisker i ferskvand. Det gælder hvad enten man er spinnefisker, fluefisker eller medefisker og uanset, om man er til laks, havørred, bækørred eller fredfisk.
Der tager vores underforening Sportsfiskerforeningen Als sig af. Det kan du læse meget mere om på deres helt egen hjemmeside www.SportsfiskerforeningenAls.dk
I vinterhalvåret holder vi klubaften hver onsdag aften, skiftevis i vore 3 lyse og venlige kælderlokaler på Sundsmarkvej 74B og i Sportsfiskerforeningen Als klubhus på Verdens Ende 14. Begge adresser er i Sønderborg.
Alle medlemmer er velkommen til at deltage, der er mange forskellige aktiviteter i gang hen over året, og man er altid åben for nye ideer og tiltag.
Syddanske Lystfiskere deltager også aktivt i det lokale miljø- og vandplejearbejde.
Samarbejde virker, så vi har samlet det lokale vandpleje i Vandplejen A.N.A., som vi i øvrigt har eksperternes ord for, nok er Danmarks bedste!
Hvad de sådan går og roder med, kan du læse meget mere om på www.Vandplejen-ANA.dk
Prøv os – vi er ikke så firkantede!