Små grønlændere i Lerkendeldt Å
Lerkenfeldt Å nær landsbyen Gedsted er et af de vandløb i Vesthimmerlands Kommune, som åbnede 16. januar. Grønlænderfiskeriet er blevet markant dårligere de seneste år og er foreløbig en skuffelse denne sæson, fortæller Peter Bjerregaard, formand for Aalborg Sportsfisker. Foreningen tæller et halvt hundrede medlemmer og har fiskeretten på den nedre del af den klarvandede å.
– Der er mig bekendt kun fanget et par nedgængere og nogle små grønlændere på vor del af åen, oplyser Peter. – Fisketrykket har til gengæld været lavt og vi har haft problemer med skarver, som i mindre flokke har søgt føde i åen. – Tilmed har åmundingen været svær at passere, fordi stormen Urd skyllede en revle af sand og grus op i åen, hvilket kan have minimeret opgangen. En gravemaskine har dog fjernet revlen for nylig.
Længere oppe i åen har en anden Aalborg-forening, Pirken, fiskeretten og her er ifølge Peter fanget en del flere grønlændere. På Youtube kan man se en lille video begået af Aksel B. Pedersen, der sammen med tre unge venner fiskede et par dage på strækningen sidst i januar. De fiskede med spin og deres samlede fangst løb op i over 30 små grønlændere og nogle nedgængere – overvejende under mindstemålet.