To store blankfisk til makkerpar
David Semajer-Garic fra København fisker tit på Stevns sammen med sin makker Yasin Deliali, og i denne uge har de været afsted flere gange, for nu er der nemlig så lyst, at man kan nå en hurtig tur enten før eller efter arbejde.
Mandag den 13. marts var det Yasin, der havde heldet med sig. Resultatet var en blank havørred på 80 cm og 5,9 kg, og onsdag den 15. marts var det Davids tur.
- Jeg fik i går den flotteste havørred, jeg nogen sinde har set. Selvom det ikke er en PR, så var fighten klart en "PR". Et 73 cm lokomotiv som Stella ikke kunne holde, det var blot at se spolen blive tømt - næsten. Efter en hæsblæsende fight og igennem flere badekar lykkedes det endelig at lande en 5,2 kg total torpedo. Tre kast skulle der til! fortæller David.