RSK Cup 2017
Roskilde Sportsfiskerklubs årlige havfiskekonkurrence blev i år afviklet den 19. marts, hvor deltagerne tog ud fra Helsingør kl. 8 om morgenen med turbåden Fyrholm.
Med de nye regler, hvor man kun må hjemtage tre torsk pr. mand var der selvfølgelig fokus på at finde nogle buler med store torsk, da deltagerne konkurrerede på den største samlede vægt. Da alle ombord havde fanget torsk, var der derfor enighed om, at skipper skulle søge efter større fisk.
- Skipper Hans søgte efter lidt buler længere mod nord, og efter et stykke tid fandt han da nogle, hvor gennemsnitsstørrelsen var noget større. Martin Hubert og Svend Åge Madsen prøvede med børsteorm for at slippe for at fejlkroge torskene. Det lykkedes dog alligevel Svend Åge at fejlkroge en rigtig pæn torsk, ærgerligt for ham, fortæller Palle Frese fra den arrangerende klub.
Da båden var i havn igen kl. 15, blev resultatet gjort op.
Vinder med 5,48 kg renset vægt blev Bo Jørgensen. På andenpladsen fulgte Jimmy Bau Petersen med 4,85 kg, mens Joe M. Andersen blev nummer tre med 4,16 kg.