Laksekursus med spin i Skjern Å
Lørdag d. 10. juni var der budt ind til en lærerig dag ved Skjernåens bredder. I selskab med 8 kursister havde instruktør Allan Kjærgaard sørget for godt vejr i et ophold mellem heftige tordenbyger. Målet med turen var nærkontakt med laksen på spinnestangen. På kurset blev der undervist i grej, hvordan man læser åen, standpladser, og hvordan man fisker standpladserne.
Allan fortæller:
Allerede i andet kast var der bid for en af kursisterne! Henrik så laksen hugge tæt på land, men efter et par rusk vendte laksen igen ud mod midten af åen, og herefter mistede krogen sit tag.... Der blev fisket videre, og en time senere var der laks igen. Denne gang var det Anna, som stod med en stor laks. Efter nogle spring og slag med halen gik den dybt og ned i grøden. Desværre slap krogen igen.... en svær standplads at fiske på, men en "vild oplevelse" med sin første danske laks på krogen. Lige inden frokostpausen havde Henrik igen en følger med helt ind til egen bred. De fleste af kursisterne så laks markere sig i løbet af dagen, men der kom ikke fisk på land.
Laks er hot
Der er utroligt stor fokus på den danske laks, og mon ikke 2017 bliver et af de bedste lakseår nogensinde? I Danmarks Sportsfiskerforbund mærker vi en klart øget interesse for laksekurserne. Flere af disse har forlængst været udsolgte, men der er stadig en lille chance, hvis du vil med Allan ud at bide skeer med Skjernåens laks. I første weekend i september er der få ledige pladser på hans kursus. Igen er det spinnefiskeri, der satses på.