Stor torsk på 13 kilo til Havkonkurrence
Nordjydsk Småbådsklub (NJSK) har for tredje gang holdt den populære NJSK Havkonkurrence i weekenden den 21-22. maj 2017.
Alle deltagerbeviser var hurtigt udsolgte trods flere deltagerbeviser end sidste år. For første gang i Hirtshals Havns historie, stævnede hele 100 småbåde ud på det store Vesterhav, i håb om at fange en fisk, der gav mulighed for at få del i den imponerende præmiepulje på mere end kr. 120.000.
Trods indstillet fiskeri i adskillige timer, på grund af kraftig vind, blev der fanget fisk ved weekendens store NJSK Havkonkurrence i Hirtshals.
Den største fisk i konkurrencen blev fanget af holdet ”NO-Luck”, selvom navnet ikke giver dem mange chancer. De fangede alligevel en imponerende Torsk på hele 12,96 kilo (renset vægt) og modtog en Yamaha 6 HK 4-takt Motor, sponsoreret af Yamaha Motors i samarbejde med Gjøl Marine. Der var næsten 4 kilo ned til den næststørste Torsk som vejede 9,11 kilo. Der blev fanget mange og forskellige fisk – hele 11 arter blev det til. Se de mange andre fanger og vindere her.
NJSK har i dag over 2000 medlemmer fra nær og fjern, og der kommer stadig mange nye til. I NJSK afholdes der klubaften den sidste torsdag i hver måned ved Agri College Nordjylland, Aalborg, hvor man kan makke med sin båd og trailer samt lave pirke, forfang og andre småbådsrelaterede ting.
Har du lyst til at følge eller deltage i kommende arrangementer i Nordjysk Småbådsklub, er alle velkommen til at melde sig ind i Facebookgruppen NJSK, uanset hvilken landsdel du kommer fra. Find gruppen her.