Speedfishing i Stege
Fredag den 21. juli var der premiere på et nyt fiskekoncept ved havnen i Stege. Her havde Carsten Færgemand fra Mønbådene nemlig arrangeret en Speedfishing-konkurrence.
Det gik ud på, at 16 mennesker fiskede på skift i 15 minutter fra de nye broer på Stege Havn. Hvert hold var i aktion tre gange, hvor det gjaldt om at fange den største gedde.
- Fiskeriet var dog sekundært denne dag, da der var rigget til med borde og bænke, grill, øl og sodavand. Stemningen var i top, og der blev delt præmier ud fra 11 lokale sponsorer, fortæller Lars Henrik Andersen, der deltog i konkurrencen.
Der var omkring 70 mennesker tilstede ved arrangementet, som helt sikkert vil blive gentaget, lyder det fra arrangørerne.