400 lystfiskere deltaget i DM i fladfisk
Der bliver tryk på den lille Onsevig Havn på Nordvestlolland, når der for 8. gang afvikles DM i fladfisk med start lørdag den 9. september kl. 8.15. Konkurrencen har nemlig deltagelse af 400 lystfiskere på 150 både.
Stævnet, der forløber over to dage, går ud på at fange fladfiskearterne rødspætte, ising, skrubbe og pig/slethvar. Kun ganske få stævner tiltrækker deltagere fra så store dele af Danmark som DM i Fladfisk. Bådene er nemlig hjemmehørende i lidt over 80 forskellige postnumre i hele Danmark.
Der vil blive fisket fra tidlig morgen til sidst på eftermiddagen både lørdag den 9. september og søndag den 10. september i området fra det sydlige Langelandsbælt til nord for Storebæltsbroen samt en stor del af Smålandsfarvandet.
DM i Fladfisk er i konstant udvikling, og i år introduceres en kokkekonkurrence. Desuden har en agnleverandør udsat en præmie på 10.000 kr. til den, der fanger den største fisk med hans madding i munden. Et andet nyt tiltag er, at der rejses et stort telt på havnen til morgen- og aftensmad.
Ud over titlerne og medaljerne konkurreres der også om sponsorerede præmier for langt over 100.000 kr. På land vil flere udstyrsleverandører udstille bl.a. motorer, elektronik og fiskeudstyr.
- Det er dejligt, at vi igen i år kan tiltrække så mange deltagere. Vores største udfordring i tidligere år har været dårlige vejrforhold, men fiskerne kommer igen og igen - og nye kommer til. De har opbygget traditioner omkring dette fiskestævne, og det er vi arrangører hammerstolte af at kunne danne rammen om, fortæller stævneleder Peter Dan Petersen.