Sprællemænd til laks
Sommeren er for mange lystfiskere højsæson i de danske lakseåer, men du bør nu ikke snyde dig selv for en tur i dit lokale vandløb her i løbet af efteråret. Åerne er nemlig fyldt med laks. Det kræver blot den rigtige agn at få fiskene i tale. Sportsfiskerens lokalredaktør Orla Bertram bringer her opskriften på succes.
Jeg fisker stort set kun med egne fluemønstre på mine gamle dage. De er næppe bedre end mange velkendte fluer, men giver måske alligevel et par ekstra fisk i løbet af sæsonen, fordi jeg har stor tiltro deres fangstpotentiale og desuden er det lidt sjovere at lege med kreationer af egen avl.
Tidligere fiskede jeg en del med varianter af den velkendte islandske storfanger, Francis, men dypper nu mest min egen version med sprællende gummiben (deraf navnet) i sort-orange eller sort-gul, som altid er gode, kontrastrige farvekombinationer til salmo salar.
Når vandet er køligt kan jeg godt finde på at ”tune” Sprællemændene ved at montere en orange eller gul cyklops-kugle og en snurrende propel foran fluen. Vær dog opmærksom på, at propellernes mange tusinde omdrejninger på samme sted på linen langsomt kan svække forfangsspidsen. Så kassér de yderste 5-6 cm af spidsen efter maks 3-4 timers fiskeri. Jeg skriver af bitter erfaring!
I oktober sidste år, da den gule Sprællemand var ny, gav den mig to fine laks til genudsætning – og året før gav den orange model en sølvblank, nystegen laks på 6-7 kg. den 14. oktober.
Jeg binder som regel Sprællemanden på et tyndt plastrør eller evt. på US-tubes.
Bindevejledning:
- Krogstyr: Orangerød – tackles fast på røret.
- Gummiben + flash: 4 orange og 4 sorte + nogle strå crystal flash i samme længde.
- Skørt: Krans af orange hår fra polarræv kropsskind.
- Øjne: Orangefarvede timeglasøjne.
- Rib: Oval guldtinsel.
- Krop: Sort uld.
- Palmerhackle: Sort hane.
På den gule Sprællemand erstattes de orange materialer med ditto gule, og guldtinslen ændres til sølv. På udenlandsk benævnes de selvfølgelig Jumping Jack Flash Orange resp. Yellow.
Knæk og bræk her i den sidste del af sæsonen.