Succesfuld Whisky & Vildlaks ved Varde å
I weekenden afholdte Danmarks Sportsfiskerforbunds Instruktørsammenslutning laksekurset ”Whisky & Vildlaks” ved Varde Å. Og det nye koncept skulle vise sig at være en succes.
Instruktørerne på kurset var Thomas Brandt fra København og Thomas Kjelgaard fra Oksbøl. Omdrejningspunktet for kurset var to dages undervisning i fluefiskeri efter laks i naturskønne omgivelser med god mad og drikke. Kurset tilbød samtidig højeste niveau på grejområdet, da Henrik Mortensen fra Salmologic underviste i sammensætning af fluegrej og fluekast på kurset.
Som en ekstra oplevelse bød lørdag aften, ud over en fornem 3-retters menu, på whiskysmagning fra Braunstein mikro destilleri og special bryggeri.
– Vi havde en fantastisk weekend, der bød på mange gode oplevelser både socialt, kulinarisk og fangstmæssigt. Der blev fanget flere fine fisk på kurset. Det lykkedes eksempelvis deltager Jacob Skriver fra Aalborg at fange en smuk laks på omkring 85 cm, fortæller kursusleder Thomas Kjelgaard og fortsætter:
– Instruktør Thomas Brandt fangede en flot og grov hanlaks i samme størrelse, som blev landet på fornemste vis af deltager Thomas Møller fra Oksbøl. Endeligt fangede Niels Mølgaard fra Birkerød en fin havørred.
Kursuslederen afslutter med at fortælle, at selv uden de fornemme fangster havde kurset været en stor succes med en masse gode, lærerige og hyggelige stunder med vores fantastiske sport som omdrejningspunkt.