Enorm havørred fra Odense Å
Rekorden i nyere tid er på 9 kg i Odense Å. Men ellers er der en hel del længere mellem fisk i den størrelse end i for eksempel Karup Å ved Skive.
Derfor var det noget af en kæmpe, som Kenneth Vibæk den 10. oktober fik på krogen: 8,2 kg og 91 cm.
Fantastisk tur i Odense å i dag. Var et smut i åen efter al den regn vi har fået - dette resulterede i min livs havørred på hele 8,2 kg og 91 cm, fortæller Kenneth Vibæk.
Havørreden huggede i midten af åen på et dybt stykke, og jeg var flere gange i tvivl om den lille 7 fods stang kunne holde til presset. Fighten blev ekstra spændende, da kun fiskens hoved kunne være i nettet og jeg måtte derfor en tur i åen for at få den på land, tilføjer han.
Mange store ørreder
Den megen regn i september og oktober har givet gode fangster af store havørreder. Blandt andet én på 6,1 kg og 80 cm, fanget af Henning Nordmark ved Brobyværk.
Ellers er der fine fisk i journalen: Blandt andet 4,05 kg og 72 cm, 3,7 kg og 70 cm samt 4,7 kg og 75 cm.
Fiskeriet på de nedre strækninger og ude i fjorden er slut for i år. Men på de øvre, ovenfor (opstrøms) Kertemindevejsbroen må der fiskes til og med 15. november.