41 havørreder til afkrogning
Sammen med sin fiskemakker Johnni Mogensen oplevede Gorm Andersen fra København en rigtig vild fiskedag ved Stevns søndag den 19. november.
I løbet af dagen havde de tilsammen 41 havørreder oppe til afkrogning. Gorm stod for de 23, hvoraf de syv var over 50 cm og to over 60 cm. Johnni tog 18 med fem over 50 cm. 40 fisk blev genudsat, mens en enkelt havørred blev hjemtaget.
- Dobbelthug, flotte blanke overspringere og jubelråb gik hånd i hånd i seks timer, fortæller Gorm begejstret på en dag, hvor vejret bød på både blæst, slud, regn og høj sol.
Johnnis far kom sidst på turen og nåede at få tre blanke havørreder, inden festen sluttede.
Fiskene blev fanget på bombarda med enten pink fluer eller et lille Stripper-blink på 4 gram for enden af forfanget.