Flotte sej over sildestimen
Søndag den 5. november var Dan Erik Næsby Korf på Øresundstur sammen med sin 11-årige søn Hjalte.De sejlede fra Helsingør med turbåden MS Heidi om morgenen, og skipper sejlede til farvandet ud for Kobberværket, hvor de drev og fiskede efter sild.
Turen gav godt med sild, men far og søn sørgede for, at der også kom en anden art ombord.
- Hjalte fisker jo tit lidt uortodoks og gør tingene anderledes, så han havde fået pirken op over sildestimen, og her fik han hug af en større fisk, fortæller Dan. Det viste sig at være en flot sej på 4,3 kg, og inspireret af sønnens fangst skiftede Dan til en sølvblank pirk på 60 gram og fiskede på omkring 10 meters dybde, og kort efter fik han også en sej, der vejede 4,1 kg.
Turen gav ikke flere sej. Der blev fanget nogle få torsk og ellers masser af sild.