To blankfisk med hjem til julefrokosten
Lars Røddik Jensen fra Nykøbing Falster fortsætter de fine resultater ude på Falsters østkyst, som vi har beskrevet flere gange de seneste uger. Læs fx her.
Som på tidligere ture er det i godt selskab med Brendas mor, som er navnet på den flue, der sidder for enden af forfanget, når Lars sender bombardaflåddet ud over Østersøen. Mandag den 20. november gav det 15 havørreder, som blev genudsat. Blandt dem var to fisk på omkring to kilo. Tirsdag var Lars afsted igen, og endnu engang gav det mange fisk. 12 havørreder var oppe til afkrogning. To fine blankfisk på 2,5 kg og 2,3 kg kom med hjem, hvor de skal varmryges og på bordet til en julefrokost i weekenden.
- Men det var faktisk en svær dag, da højvandet giver svære forhold, så jeg mærkede ikke noget på de første tre pladser, fortæller Lars og fortsætter: Men jeg fandt dem længst væk fra bilen på et af de mere sikre rev.
Lars understreget i øvrigt, at han genudsætter langt de fleste af sine fisk, uanset størrelse, og han har altid max. to fisk med hjem.