Dansk succes ved Mørrumspremieren
Selvom danskerne klart var i undertal på premieredagen, så stod de danske lystfiskere for fem ud af de 27 fisk, der blev indrapporteret på dagen.
Sportsfiskeren.dk har allerede berettet om John Christensen, der en time efter kanonen havde lydt, fangede en blank havørred nederst i Pool 1, men andre danske lystfiskere havde også held med fiskeriet.
Dansk/svenske Lars Terkildsen bosiddende i Mörrum tog allerede kl. 9.15 en hybrid på 75 cm i Pool 26. Rune Christensen fra Stenløse toppede danskerfangsterne med to fisk fra Pool 23. Først en laks på 80 cm og derefter en ørred på hele 80 cm. Begge fisk blev nænsomt sat tilbage i vandet. Begge Runes fisk blev taget på spin. Ved 13-tiden slog Niels Skou Olsen fra København til med en fluefanget ørred på 60 cm fra Pool 4 efterfulgt af Jimmi Haurholm fra København, der tog en ørred på 70 cm og 3,6 kg.
Søndag startede med, at Mörrums-veteranen Jimmy Kendra tog en fluefanget hybrid fra Pool 22 ved frokosttid. Ud på eftermiddagen var det så Asger Sellerup, der ”sneg” sig ind i fangststatistikken med en stor hybrid på hele 107 cm. Både Jimmy og Asger valgte at genudsætte deres hybrider.
Mandag var det så først irsk/danske Georgina Lomasney, der ved frokosttid tog en blank havørred på spin i Pool 4, men da hun så, at det var en vild fisk med hel fedtfinne blev ørreden straks genudsat. Kl. 13.30 fik Asger Sellerup turens anden fisk i form af en ørred på 58 cm.
Klokken 16.30 sluttede Georgina Lomasney så af med et brag af en hybrid på hele 112 cm og 10,9 kg. Så igen var Georgina altså den første kvinde, der sneg ind på Mörrums Kronolaxfiskes fangststatistikker i en ny sæson.
Alt i alt ingen dårlig danskerstatistik ud af i alt 50 indrapporterede fisk på de tre første dage af Mörrumssæsonen 2018.
Den 20. marts slog endnu en dansker til, da Gorm H. Andersen fik en fin fisk på fluen.
– Et par kast i pool 17 ved eftermiddagstid med min hjemmebundne flue gav en fin fisk i smukke Mörrum på min nye 2-hånds fluestang. Fisken tog fluen hårdt og efter et par hurtige billeder, blev den nænsomt genudsat. En rigtig dejlig følelse. Elsker at fiske i Mörrum, dejlig stemning, flotte omgivelser og gode venner fra nær og fjern. Det er helt speciel fornemmelse i sig selv at lægge fluelinen ud i Mörrum, fortæller Gorm.