Familiedag ved Vidå i Tønder
Sportsfiskerforeningen Vidå i Tønder havde Kristi Himmelfartsdag igen i år indbudt til familiedag med fiskestangen og fiskene i Vidå ved Provst Petersensvej i Tønder.
Formanden for Sportsfiskerforeningen Vidå, Jens Christian Lund, fortæller, at vejret viste sig fra sin bedste side, idet de truende tordenskyer holdt sig i betrykkende afstand. Men trods det gode veje havde arrangementet kun omkring en halv snes deltagere, da ferie, konfirmation og sportsbegivenheder nok afholdt mange fra at bruge formiddagen i selskab med en fiskestang.
Dagen var specielt tilrettelagt for juniorfiskere, og fisk fik de små folk da også på land. Skaller og aborrer blev halet i land med store smil på ungernes ansigter. En af børnene var desuden så heldig at fange en elritse på omkring 10 cm. Denne fiskeart forekom tidligere i store mængder i Videåens tilløb, men er i dag relativ sjælden.
Arrangementet sluttede lidt over middagstid med præmieuddeling til de fremmødte juniorfiskere, som alle havde haft et par herlige stunder ved bredden af Vidå.