Kastefiskeri gav flot debutgedde på Esrum Sø
Når Nick Nordahl Wallem fra Præstø tager på geddefiskeri, er det normalt brakvandet omkring Møn, der er hans foretrukne jagtmarker. Men en kammerat havde inviteret ham til at tage med på Esrum Sø i Nordsjælland, så den 26. maj fik han sin debut på søen.
– Det var en superhyggelig dag, hvor vi dørgede rundt det meste af dagen med store agn, med enkelte gedder i båden og flere kontante hug på de store gummidyr, vi slæbte bag båden. Men som passioneret kastefisker så var det selvfølgelig også det, der skulle til denne dag, fortæller Nick Nordahl Wallem.
Hans kammerat fandt nogle skrænter i søen, som så interessante ud, og de begyndte at kastefiske hen over skrænterne.
– Jeg stod og lavede små spinstop samt hurtig indspinning efter spinstop, og dette resulterede i et meget hårdt og kontant hug tæt ved båden. Kort efter kunne jeg nette en skønhed på 101 cm og lidt over 7 kg, beretter Nick og afslutter:
– Så alt i alt en rigtig god debut for mig på en ny, spændende sø.