Bonanza-fiskeri i Flads Å og Gels Å
Fin havørred og flot laks var blot noget af udbyttet den ene dag.
I løbet af fire fisketure oplevede Niels Ole Kjær et fantastisk fiskeri i Ribe Å og Gels Å, og det blev til både gedder, havørreder og ikke mindst laks i fangstrapporten.
Niels Ole Kjær, medlem i Sønderjysk Sportsfiskerforening og Ribe Sportsfiskerforening, fik sidste uge endelig mulighed for igen at komme afsted med fiskestangen, og han udnyttede tiden ved Flads Å og Gels Å, hvor vandstanden var steget efter dage med regn.
Fiskelykken smilede i den grad misundelsesværdigt til Niels Ole, idet fire fisketure udmøntede sig i denne stribe flotte fisk: 5 tromlefede havørreder fra 52 til 63 cm, 5 dejlige laks fra 56 til 92 cm og oveni dette 4 flotte gedder fra 75 til 90 cm. På to af dagene fik han endda hattrick med tre arter, både havørred, laks og gedde.
Alle fiskene blev overlistet på FC-spinner.
Udover chance for laks, havørreder og gedder frister Flads Å også med flot natur(akrivfoto).
Foto: Lars Østergaard.