Svært fiskeri ved torskefestival
Stormende vejr op til sidste søndags torskefestival på Øresund betød svære forhold for deltagerne på de tre turbåde, selv om vejret på selve konkurrencedagen var smukt og stille.
Den årlige Torskefestival, som har Fiskeringen og grejforretningen Sportdres som arrangører, blev i år afviklet søndag den 6. januar på Øresund. De 81 deltagere var fordelt på de tre turbåde Jaws, Sværd og Fyrholm, og udgangspunktet var Helsingør.
Interessen for arrangementet manglede bestemt ikke, for da der blev åbnet for tilmelding, gik der kun én time, før alle pladser var besat.
– Udsigten til godt fiskeri var desværre meget ringe, da der havde været storm i starten af ugen, hvilket næsten altid giver udfordringer. Vejret viste sig dog fra sin bedste side, med sol og næsten ingen vind fortæller Kris Jeppesen fra SportDres og fortsætter:
– Alle både gik syd på, men fiskeriet blev svært de første 2-3 timer, hvor der stor set ikke blev fanget fisk. Ved middagstid, lysnede det noget op, da både Jaws og Sværd fandt fisk lidt syd for færgerne. Desværre var det små fisk, men det var jo bedre end ingenting, og man lever jo i håbet.
Dagens resultat
De dagens resultat blev gjort op, var der 94 indvejede fisk med en samlet vægt på ca. 150 kg. Jaws blev dagens topscorer med 49 indvejede fisk.
Største fisk blev fanget på Fyrholm af Allan Ernstsen og vejede 5,4 kg.
I konkurrencen om den største samlede vægt af tre fisk gik sejren til Anders Bregnebo, som indvejede 7,3 kg. Nummer to blev Søren Seneca med 5,65 kg, mens tredjepladsen gik til Anders Rosendahl med 5,6 kg. Anders Bregnebo og Anders Rosendahl var begge ombord på Jaws, mens Søren Seneca fiskede fra Sværd.