Få hele historien: Tobias fangede gigant-havørred på flue

Tobias Park - fredag den 22. februar
Jeg ankom til pladsen ved 11-tiden, velvidende at fiskene på den her tid af året ofte kommer helt ind under land for at gøre udbytte af de aktive fødeemner, gik jeg ikke længere ud end til anklerne.

De forgangne tre uger havde jeg været meget aktiv på kysten, mange fine fisk var blevet genudsat, og en stribe overspringere i 60’erne plus en 74’er havde været en tur på land. Af de fisk, der var blevet renset, havde maverne været proppet med rejer, tanglopper, hundestejler, børsteorme, kutlinger, ålekvabber og tobis.

Jeg havde været ude stort set hver dag med få undtagelser, men denne dag var anderledes end de andre. Jeg havde ugerne forinden udelukkende søgt pålandsvind og grums i vandet. I dag kom vinden langs med land fra højre, og der var ikke ret meget af den. Vandet var spritklart. Den lette vind kunne akkurat trække op i vandet og sørge for en let riflet overflade og det begyndende tidevand sørgede for godt med strøm på pladsen. Forholdene var fine til en lille, listig flue på den milde vinterdag.

Jeg gik langsomt fremad gennem blæretangen, mens jeg hev line af mit hjul. Blikket var fikseret på overfladen i badekarret foran mig, jeg kiggede efter bevægelse, en lille finnespids, der brød overfladen eller bare nogle ujævne mønstre, der stak ud fra de ensartede rifler på vandet. Jeg forventede ganske enkelt at se en fisk, så det kom egentlig ikke som en stor overraskelse, da den viste sig. En stor ørred brød overfladen 20 meter ude – fuldstændig som en bækørred i slow motion. Med åben mund kom den op, som tog den noget fra overfladen. At dømme efter størrelsen på hovedet var jeg overbevist om, at det var en ørred i 5-kilos klassen. Et drømmescenarie!

Det dybe sug
Jeg lagde et kast en meter for kort og til højre for, hvor den viste sig. Hvert kast lagde jeg et stykke længere ud og længere mod højre i den retning, som jeg var overbevist om, at fisken havde bevæget sig i. Halvvejs igennem mit indtag i fjerde kast stoppede linen pludselig i min hånd. Jeg strammede op, og fisken stod stille et sekund. Da den først begyndte at slå med hovedet, forplantede det sig som dybe sug igennem klingen, hele vejen ned i bunden af håndtaget på min 7’er.

Den vendte dybt og langsomt, og en stor blank og hvid bredside afslørede alvoren af situationen, det var helt klart en overspringer! Mit gamle hjul med skæv spole begyndte at skrige ufrivilligt og ude af takt. Jeg var rolig og afklaret med at have sat min lille krog i kæben på den store havørred.

Udløbet føltes endeløst, og samlingen mellem bagline og skydeline gav en pirrende lyd, som den skød igennem ringene på min stang, hvorefter den blå flatbeam forsvandt ud i havet, hvor der til sidst kun var gul backing at se.

Fisken var så langt ude nu, at den gule bagline hang i en bue, der gjorde det svært at føle direkte kontakt til fisken. Jeg forventede, at kraften ville gå af den, når som helst og gjorde mig klar til at vinde line ind på hjulet og holde kontakt med grov-ørreden, hvis den skulle prøve på noget. I samme sekund gik den fri af vandet – hårene rejste sig i nakken og mine knæ blev bløde.

Brutal fight
Jeg har kæmpet med og landet mange havørreder i 5-kilos klassen, flere end jeg har tal på, men denne her gjorde mig nervøs! I samme sekund knækkede filmen for mig, jeg begyndte at huje højlydt, jeg grinte og skreg og hylede som en anden cowboy. Det her var ikke en 5-kilos havørred, den måtte være over 7 kilo, tænkte jeg med rystende knæ! Min ultimative drøm af en kystørred over 80 cm. Fisken jeg har jagtet siden min far hjalp mig med at kane min første, blanke havørred ind på land, da jeg var 6 år gammel. Enhjørningen, der altid har spøgt og hjemsøgt mig i mine drømme.

Der stod en fluefisker længere nede af kysten, og jeg kiggede higende efter ham for at se om han havde et net til det her udyr – han blev stædigt stående, måske velvidende at der kunne være en flok fisk på vej igennem badekarret med retning mod ham. Kysten var dækket af sten, og blæretangen lå højt i overfladen de første par meter ud i det lave vand. Jeg går stort set aldrig med net og har filosofien efter min far: "Hvis den ryger, så ryger den." Jeg måtte kane den her ind. Fighten var brutal, og jeg pressede den så hårdt, som jeg turde med den tynde 0.23 mm spids og den lille størrelse 10 krog.

Da jeg første gang fik den halvejs ind igennem blæretangskoven, var jeg sikker på, at den var træt, og jeg gik baglæns med hånden på spolen og tænkte: ”Nu sker det!” Jeg pressede grej og kroghold til bristepunktet, men så let skulle det ikke gå! Den rullede og slog med halen, og jeg måtte slippe spolen og løbe frem mod fisken, der i skumsprøjt og vandkaskader havde vendt snuden mod horisonten. Jeg forsøgte desperat, som var det med livet som indsats, at holde den på så kort line som muligt igennem sten og tang med stangen peget mod himlen i strakt arm. Da den var fri af blæretangen og tilbage på åbent vand startede det hele forfra, det endeløse udløb, først igennem badekaret, over sandrevlen og ud i det mørke vand, baglinen tog over og den blå skydeline forsvandt ud i havet igen. Det gentog sig flere gange.

”Den bliver svær at slå”
Da havørreden for sidste gang kom ind på det lave og begyndte at kæntre, havde jeg mistet tålmodigheden. Jeg lagde hånden på spolen og gik baglæns, og nu skulle der ske noget, da dyret lå på siden halvvejs gennem blæretangen.

Jeg satte i spring mod den store havørred med et desperat håb om, at linen ville holde sig fri af blæretangen i tilfælde af, at fisken skulle nå og vende igen. Jeg sprang over stok og sten og kastede mig ufortrødent over den store, blanke havørred. Jeg havde den imellem mine ben, den vred sig og gled baglæns, det var en tilspidset situation. Det føltes som om, at den var ved at glide fra mig baglæns ud imellem mine ben. Stangen havde jeg sluppet for længst, og jeg stak begge hænder ned imellem mine ben, som klemte sammen, så godt de kunne. Med et fat greb i fisken gik det op for mig, at fluen havde sluppet sit tag, jeg gik ind på land med den store havørred.... Rørt til tårer fik min kammerat Henrik i røret, der med det samme satte kurs fra en plads 20 minutter væk. Jeg skød den til over 80 cm. Med målebånd og uden rystende hænder, målte jeg den endeligt til 87 cm fra snude til bunden af v’et i halen.

Henrik kom løbende over stranden, da det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme ud og lægge øjne til, hvad han havde svært ved at tro på i telefonen. Der lød glædesskrig fra stranden og et par kolde øl blev knappet op. To timer senere blev den vejet i Sportsdres til 9 kilo rent. Det er stadig ikke helt gået op for mig, at det faktisk er sket, at drømmen om den kæmpe store overspringer fra den åbne kyst er gået i opfyldelse.

Der er nogen, der efterfølgende har sagt: “Den bliver svær at slå.. “ Jeg har kun en ting at sige. Det handler ikke om at slå den sidste, men om at fange den næste….