Pæne fangster: Kursister havde succes i Mariager Fjord
Størstedelen af kursisterne lykkedes med at fange havørred på Danmarks Sportsfiskerforbunds weekendkursus i havørredfiskeri ved Mariager Fjord.
Sidste weekend afholdt Danmarks Sportsfiskerforbund weekendkursus i havørredfiskeri ved dejlige Mariager Fjord. Kurset blev afholdt for tredje år i træk og havde i år 14 deltagere og 4 instruktører.
Deltagerne kom fra alle landets egne, og flere havde taget turen fra Sjælland for at opleve det spændende havørredfiskeri i fjorden.
Weekenden var en stor succes, der bød på godt havørredfiskeri, spændende oplæg, god mad, nye kammeratskaber og hyggeligt samvær. Fordelt i mindre hold med hver sin instruktør besøgte deltagerne mange af fjordens smukke og gode fiskepladser henover weekenden.
Først i vedholdende, tung regn, som dog senere blev afløst af smukt vejr med en helt blank fjord med meget lidt vind. Ørrederne blev mere sky i det stille vejr, men de fleste deltagere lykkedes dog med at fange en havørred. Der blev også fanget enkelte hornfisk.
Daniels allerførste havørred
Imellem fangsterne blev der indsamlet skrald og plastik langs kysten, så fjorden bliver omend endnu smukkere at se på efter besøget af de ihærdige kursusdeltagere. To af deltagerne havde fornøjelsen at fange deres allerførste havørred, og der var i øvrigt pæne fisk imellem fangsterne.
Daniel Ullits Mortensen fra Viborg var én af de deltagere, der fangede sin første havørred - en rigtig flot, blank forårsfisk (formentlig i omegnen af 55 cm) - som han valgte at genudsætte som en flot gestus!
Blandt deltagerne var der udpræget tilfredshed med kurset og bred enighed om at gentage succesen næste år.