Vinterkys
Vinterkyst i morgenlys er umulig at få nok af. Men hvor svært kan det lige være at finde og fange en havørred? De sidste resultatløse dage råber tilbage til mig, at det slet ikke er så let at lokke en fed, lille blankfisk i mit net.
Boguddrag: Skælsætninger
Denne artikel er et uddrag fra bogen Skælsætninger, som er skrevet af Thomas Weiergang og Jakob Sørensen.
Rygterne går. Jeg iler. Nej, løber. Når dem aldrig, men fortsætter en desperat søgen på gårsdagens rygter. Det lykkes ikke. Det gør det aldrig. Man kan aldrig fortsætte det gode fiskeri, som andre har haft – eller jeg gør i hvert fald ikke.
Det er tilmed svært om vinteren. Man ved aldrig, om man får fisk. Alligevel kører jeg af sted med en vantro tro. Over mobilen bliver mine chancer spået til fifty-fifty, men jeg kan hurtigt se, at min egen statistik er knap så giftig. Det er fjerde fiskedag i træk, og det første skæl har kysset mine vinterstive fingre, så optimismen er mildest talt elendig og en klar kontrast til min egen stædighed.
I dag skal rygterne skubbes til side og fornuften have overtaget. Vil forsøge mig på et par af de pladser, som gav mig fisk forrige vinter. Godt med fisk endda. Dengang jeg var ihærdig og tænkte ikke så meget på, hvor de andre fangede fisk. Sådan skal det være igen. Fra og med i dag. Men det er bare så svært ikke at klamre sig til skaldede rygter efter tre fisketomme dage. Selvtilliden er forsvundet. Selv om jeg er fast besluttet på at fiske på mine velkendte pladser, bliver et par af vennerne kontaktet på mobilen på vej til vandet. Et par af dem har fået fisk de sidste dage. Ikke mange fisk. Men fisk. Flere, end jeg har fået. Fristelsen til at opsøge de samme pladser, som har givet vennerne fisk de seneste dage, er stor, men omvendt er troen på at gå i andres fodspor for fjerde dag i træk ej heller imponerende.
Det er mit dilemma. Hvad skal jeg gøre? Egentlig har mit vinterfiskeri været så elendigt, at jeg ikke tror på noget som helst. Og hvorfor jeg overhovedet er kørt hjemmefra, længe før det tidligste morgenlys har kysset den frostklare himmel godmorgen, er egentlig et godt spørgsmål. For jeg tror generelt ikke på, at man fisker ret godt og fanger ret meget, hvis man ikke tror på det, man gør. Det gør jeg ikke i dag. Det gjorde jeg heller ikke i går. Set i det lys er spørgsmålet godt. Og handlingen dum.
Jeg parkerer ved vandet. Ikke lige hvor jeg skal fiske, men med udsigt til kysten og knap et par kilometers gang fra det lille rev, hvor jeg har tænkt mig at fiske. Selv om morgensolen begynder at lune, og temperaturen har kæmpet sig op omkring frysepunktet, er gejsten ikke på normalt niveau. Jeg vil faktisk gerne fiske, men det kolde vejr, de sidste dages nulture og det faktum, at jeg endnu ikke har fået grejet rigget til og mine waders på, gør det hele uoverskueligt. Jeg lægger sædet lidt ned, hælder endnu en kop kaffe op, finder en fedtet snegl frem fra bagerposen og lægger mig mageligt tilbage. Det er dejligt her i den lune bil, mens naturen står op.
Frosten løsner forsigtigt sit greb fra træernes spinkle grene. Vanddråber samles og drypper ned på jorden. Enkelte standhaftige blade sidder stadig på bøgen og indikerer træets imponerende styrke. Når bladene rammes af det gyldne morgenlys, ligner de små flammer på et frossent træ. Særligt når sneens og isens knirkende lyde forvandles til stemningen fra et knitrende bål, ledes tankerne hen mod forårets komme og lune sommernætter på den selv samme kyst.
Men nu har jeg billet til første parket. Vinterkyst i morgenlys er som termokaffen umulig at få nok af. Jeg sidder i bilen og tænker, mens naturen imponerer. Hvor svært kan det lige være at finde og fange en havørred? De sidste resultatløse dage råber tilbage til mig, at det slet ikke er så let at lokke en fed, lille blankfisk i sit net.
Men det skal være løgn. Det skal simpelthen være løgn, at fire fridage rimer på nul fisk. Det kan selvfølgelig sagtens lade sig gøre ikke at fange noget på fire ture – men alligevel. Derfor rigges der til i et hastigt tempo, og det gode ved flere dages fiskeri er, at alt grejet nærmest er rigget til og ligger klar til kamp. Selv om det var mørkt, da jeg kørte hjemmefra, og jeg har nydt solopgangen i bilen, runder klokken ti, før jeg når ned til pladsen. Tunge skyer er allerede begyndt at trække ind over solen, og den fantastiske morgen er ved at forvandle sig til en grå formiddag. Vinden er ikke speciel kraftig, men meteorologernes anvisninger til trods kommer den listende i små stød fra nord. Hvert stød er en isnende nedkøling for frostforskrækkede fingre – de hader nok den kolde nordenvind mere end mig. Jeg er nu heller ikke begejstret for den, for mine erfaringer med kystørreder i nordenvind og frostvejr fylder ikke mange linjer i journalen. Den første time sker der heller intet. Og den næste er en tro kopi.
Alt det bedste vand er affisket. Resultatet, det taler vi ikke højt om. Slet ikke, for der er ikke noget at snakke om. Men af uforklarlige årsager kaster jeg ikke håndklædet i ringen. Snupper en kort pause med fast grund under fødderne og tager livet af en stivfrossen Snickers. Den varmer, temperaturen til trods. Ikke nok med det – den giver på mystisk vis også lidt af troen tilbage. Jeg traver tilbage, hvor jeg startede fiskeriet. Vader ud, hvor sandet skiller med knytnævestore sten i spredte klumper, og hvor der stadig kan findes enkelte tegn på liv i de få buske af blæretang. Skal der være fisk på denne kyststrækning, så skal det altså være her, tænker jeg, mens linen rulles af hjulet. Et kort kast lægges ud, og ved første tag i linen erindrer mine nu lune fingre straks vandets og luftens ubarmhjertige temperatur. Jeg trækker lidt mere skydeline af hjulet og kaster igen. Fluen lander med et bestemt ”plop”, der afslører dens heftige vægt. Linen strippes hjem i korte, kontante nyk afbrudt af gode pauser. Anden pause bliver rigelig lang, og fluen når at ramme bunden. Den tredje pause bliver knap nok en pause, idet et tungt træk i linen indfinder sig, da jeg stopper med at strippe i linen. Trækket er tungt, langt og bestemt. Per refleks rejser jeg stangen i en hård bevægelse. Stangen giver efter, og fisken kommenterer mit modhug med en serie dybe rusk. Ruskene forplanter sig så hårdt gennem linen, at jeg straks frygter for krogens hold i fiskens kæft. Ruskene aftager ikke med det første, og da fisken formår – det kolde vejr til trods - at trække lidt line af hjulet, vokser tiltroen til krogholdet. Alligevel er jeg bange for at miste fisken. Måske ikke så meget selve fisken, men jeg frygter det enorme nederlag, hvis sandheden bliver fire dage og nul fisk.
Det er, som om fisken er min forklaring på fire dages tosset gerning. Ruskene har aftaget i styrke, og fisken er så småt begyndt at lege med på mine præmisser. Jeg får lidt efter lidt linen tilbage på hjulet, mens fisken zigzagger ind mod mig. Selv om den nu har mistet vildskaben, og vinterørreder jo sjældent slås som besatte, så er der på ingen måde velvilje at spore. Det er ikke nogen lille fisk, og den bruger hele tiden sin vægt til at søge mod bunden i korte, seje træk. Hver gang den tager et træk til den ene side, lægger jeg yderligere pres på til den anden side, og for hvert tag vindes en smule line. Det føles godt. Selv om jeg i den grad har overtaget, vokser angsten for at miste fisken sig stadig større. Jo tættere den kommer på, desto mere nervøs bliver jeg.
Havørreden er lysende blank, stor og kun et par stanglængder fra mig. Den gisper efter vejret, og det kolde vand gør, at den ikke har mere at byde på. Jeg burde være klar i mælet og kane fisken ind i et jævnt træk, men af en eller anden grund kan jeg slet ikke finde ud af, om jeg skal kane eller håndlande fisken. Beslutsomhed og klare tanker eksisterer ikke. Nervøsitet og ubeslutsomhed hærger som aldrig før. Det er foruroligende og frustrerende på én gang. Og havørreden kommer stadig tættere på. Samlingen mellem forfang og skydehoved er lige uden for topøjet. Havørreden er stor. Omkring 60. Og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ryster. Føler mig dum. Havørreden gisper efter vejret som en strandet hval, og landingen burde være en smal sag, hvis bare jeg var klarsindet. Men sådan er det ikke. Slet, slet ikke. Vandet er knap en halv meter, der er under ti meter til kystlinjen, og havørreden har givet efter. Uden de store overvejelser kører jeg halvdelen af forfanget ind på hjulet, trækker fisken ind mod mig og griber ud efter den med min venstre hånd. Bevægelsen er ukontrolleret og upræcis, men min tommeltot ryger ind mellem fiskens gæller. Jeg knytter hånden og holder godt fast. Løber ind til land med en storsprællende havørred klaskende mod låret. Det er grådigt, nærmest vulgært, og samtidig ubeskriveligt intenst at slippe havørreden inde på kysten. Blodet har for længst passeret vandfanget ved ærmet på min vadejakke, og havørredens desperate haleslag på vejen ind har kastet blodpletter ud over hele jakken og i mit ansigt. Men jeg er ligeglad, for jeg er glad. Mere glad end længe – og det bare på grund af en fisk. Eller bare – det er jo resultatet af fire dage med hårdt slid i jagten på kystens krystaller. Jagten på de små blanke kys, der varmer i kulden. En velplaceret knytnæve giver havørreden dødsstødet. Den er flot, som den ligger dér. Skinnende blank og veltrænet. Den bliver bestemt ikke grimmere, da målebåndet ender på 64 cm. Men omvendt bliver jeg ikke mere glad af den grund. Det er, som om en hvilken som helst fisk kunne give mig den snurrende fornemmelse af forelskelse i maven lige nu. Følelsen er ubeskrivelig, og du kender den sikkert.
Det giver reelt ingen mening at fortsætte fiskeriet. Alligevel gør jeg det. Fortsætter i et helt andet gear og med en helt anden indlevelse i fiskeriet end før. Sanserne er blevet skærpet, og den mindste ændring omkring mig observeres og omsættes. Omsættes til bevægelser, pauser og kast i bestemte retninger. Bevægelserne og pauserne krydses med held på deres vej mod et nyt kast, og på den sidste times intensive fiskeri kan de i fællesskab krediteres for tre flotte havørreder. Den første sætter jeg ud igen, da den er under målet. Den sidste sættes også ud igen, da jeg få kast forinden har dræbt dens fætter på 51. Kulden kæmper nu sammen med vinden imod mig. De overvinder mig, og jeg traver tilbage mod bilen og den lange køretur. De vinder over mig, men de vinder aldrig over den fuldhjertede lykke, der pulserer i tanker og blod.
Ovenstående er et uddrag fra bogen Skælsætninger, som er lavet af Jakob Sørensen, Thomas Weiergang og Søren Astrup Jørgensen.