Fjordlandet Open i foråret 2020
Du kan nu tilmelde dig forårsudgaven af fiskekonkurrencen Fjordlandet Open. Konceptet er det samme som tidligere, blot er basen for konkurrencen flyttet fra Holbæk til Roskilde.
Forårsudgaven af fiskekonkurrencen Fjordlandet Open afvikles i år den 20.-22. marts. Der må fiskes i Roskilde Fjord og Isefjorden, og som sædvanlig er det med Fishing Zealand som arrangør.
Der er dog det nye i konceptet, at basen for konkurrencen er flyttet fra Holbæk til Roskilde, så det denne gang er Roskilde Sejlklubs lokaler på adressen Strandgade 12, 4000 Roskilde, der er udgangspunktet.
Start fredag aften
Konkurrencen starter med det obligatoriske informationsmøde fredag aften kl. 18.00. Ved mødet udleveres det særlige målebånd, der skal anvendes ved konkurrencen.
Når du som deltager fanger en havørred, skal du nemlig tage et foto af fisken sammen med målebåndet og derefter indsende fotoet til arrangørerne. Du har derefter mulighed for at genudsætte fisken, hvis du ønsker det.
Efter de indledende informationer er der fællesspisning efterfulgt af et spændende foredrag. Begge dele er inkluderet i deltagerprisen, som er 299 kr. Tilmelding sker her.
Fredag aften sælges også et amerikansk lotteri, hvis overskud doneres til vandpleje i vandløb ved de to fjorde. Sidste forår blev der således indsamlet 7.000 kr., som blev tildelt Odsherred Sportsfiskerforening.
Tre konkurrencer
I selve fiskekonkurrencen handler det ganske enkelt om at fange den længste havørred i løbet af de to konkurrencedage lørdag og søndag. Den skal ikke indbringes til indvejning, men længden skal blot dokumenteres med et foto sammen med det udleverede målebånd. Der er gode kontante præmier til de fem længste fisk.
Sideløbende med fiskekonkurrencen afvikles en fotokonkurrence, hvor alle deltagere har mulighed for at indsende fotos. Her lægges vægt på at præmiere billeder, der på en ny og anderledes måde fanger essensen af lystfiskeri i Fjordlandet. Dommerkomiteen præmierer de to bedste fotos.
Endelig er der en lodtrækningskonkurrence ved afslutningen om søndagen. Her har alle deltagere en chance for at vinde, men det er dog en betingelse, at man er tilstede ved præmieoverrækkelsen.
Du kan se den samlede præmieliste her.
Afslutning søndag
Konkurrencen slutter søndag den 22. marts kl. 16.00, og kl. 17.00 er der afslutning og præmieoverrækkelse i Roskilde Sejlklubs lokaler.
Se det samlede program her.