Børn fik fiskeoplevelse på havet
Børn fra Nyborg og fra julemærkehjemmet Kildemose ved Frederiksværk fik sig en fiskeoplevelse, da de var med på havture arrangeret af henholdsvis Visit Nyborg og Børnenes Lystfiskerakademi.
For mange børn var det en hel ny oplevelse, da de fik lov til at komme med ud på havet for at fiske, og når først det rykkede i stangen, blev mobilen lagt væk og Facebook glemt for en stund. På Fyn var det Visit Nyborg, der med hjælp fra Odense Sportsfisker Klub (OSK), fik arrangeret hele fem havture i løbet af sommeren, mens det i Nordsjælland var Børnenes Lystfiskerakademi, der stod bag.
Fem ture med Fionia
Da Visit Nyborg skulle arrangere fem havture for børn og ledsagende forældre, havde de et problem, de skulle have løst. De manglede nemlig fiskegrej, så de henvendte sig til OSK’s Fiskeskole, der beredvilligt kom med fiskegrej til 30 børn og forældre og desuden stillede med folk, der kunne hjælpe.
– Det kan godt blive lidt vildt med 500 vilde børsteorm og nye fiskere, der lige skal lære grejet at kende, fortæller Allan Birk Hansen, der er formand for OSK. Han fortsætter:
– Det er altid fedt at komme afsted med nye folk på havet. Den glæde der kommer, når de første kæmpefisk kommer ind over rælingen, er svær at slå, og så må Facebook og de sociale medier vente. Der var også flere gange, at forældrene lige glemte, at det jo mest var for børnene, at vi fiskede. Det er bare spændende, når det piller ved krogen.
Fokus på de udsatte børn
Børnenes Lystfiskerakademi har gennem flere år arrangeret fisketure, hvor udsatte børn og familier har været målgruppen. Julemærkehjemmet Kildemose ved Frederiksværk har flere gange tidligere nydt godt af dette, og det var igen tilfældet tirsdag den 28. juli, hvor turen gik ud på Øresund med turbåden Øby.
Børnene fangede omkring 200 sild, seks torsk og to makreller. Med på turen var chefkok Kasper Lundegaard fra Hotel Scandic i Glostrup, der hurtigt omsatte de friske råvarer til superlækre fiskeretter.
– Turen handlede om at flytte personlige grænser, styrke sammenholdet og udvide relationer til andre, og ikke mindst tilegne sig praktiske færdigheder og faglige kompetencer - og de personlige grænser blev i den grad brudt, fortæller arrangørerne.