Vejen til havørred-succes i Ryå blev gennemgået i sommerheden
I 30 graders varme gennemførte Danmarks Sportsfiskerforbund årets havørred-kursus ved Ryå. Kursisterne blev indviet i vejen til succes i åen af fiskeinstruktør Martin Rubæk.
Efter en helt fantastisk juli måned set med en havørredfiskers øjne, hvor temperaturen sjældent var over de 20°C, og regnen kom flittigt, så stod vejrudsigten søndag den 9. august til at blive nær de 30 °C. Ikke ligefrem ideelt for en havørredfisker.
Kl. 8.00 stod to friske lystfiskere klar i morgendisen, som snart skulle blive gjort til skamme af solen. Efter en kop kaffe og en gennemgang af Ryå generelt valgte vi at køre i samlet flok til broen nedstrøms og gå i samlet flok opstrøms.
Støt vores fiskekurser
Danmarks Sportsfiskerforbunds fiskekurser og -events bliver til i kraft af det store engagement hos vores fiskeinstruktører, som hvert år lægger omkring 5000 frivillige timer i arbejdet.
Når du køber fisketøj i Danmarks Sportsfiskerforbunds webshop, er du med til at sikre muligheden for, at vi kan tilbyde et bredt udvalg af fiskekurser til fair priser.
Høj sol, lav vandstand, stejle brinker og ikke mindst varme blev for stor en mundfuld for én af deltagerne, og havørrederne udeblev om formiddagen. Over middag søgte vi længere ud mod store vildmose, hvor vandet er dybere, og vinden kunne forløse de svedne deltagere. Her lykkedes det at få kontakt til en havørred under målet.
Deltagerne på kurset udtrykte stor tilfredshed på trods af varmen og fik hver især set stykker af Ryå, som de syntes passer til deres temperament.
Tak til Brønderslev Lystfiskeriforening for lån af fiskevand. Vi tilbyder en tur til Ryå igen i 2021!