Lystfiskere får adgang til ny havnemole
Havnen i Skagen er blevet udvidet med en ny, stor østmole, hvor nye lystfiskerplatforme giver adgang til at sende agnen ud på 10-14 meter vand. Netop den offentlige adgang og attraktive fiskemuligheder har betydet, at Friluftsrådet sammen med ENV-fonden har støttet projektet med tilsammen 800.000 kr.
Den 19. marts 2021 blev der åbnet for adgangen til fire nye fiskepladser på den nye store østvendte mole ved havnen i Skagen. Etableringen af molen er en del af et stort udvidelsesprojekt ved havnen, og efter dialog med blandt andet den lokale havfiskeklub blev muligheden for at tage på fisketur tænkt ind i projektet.
Adgang for alle
Resultatet er blevet tre fiskeplatforme, og desuden må der fiskes fra selve molehovedet. Fiskeplatformene, der er etableret i beton, måler hver især 2 x 6 meter, er omkranset af stålrækværk og har en højde over vandet på cirka 3 meter. Ved den østvendte platform og ved molehovedet, er der handicapvenlig tilgang, således kørestolsbrugere og gangbesværede også gives mulighed for adgang.
Fik støtte til projektet
Skagen Havn har sammen med flere lokale aktører ansøgt ENV-Fonden og Friluftsrådet om støtte til projektet. Både ENV-Fonden og Friluftsrådet har set positivt på ansøgningerne og har medfinansieret således med henholdsvis kr. 500.000 og kr. 300.000.
Friluftsrådet har ved tilsagn om støtte lagt særlig vægt på, at der er offentlig adgang til fiskepladserne, samt at det vil blive et attraktivt fiskested takket være den store vanddybde, som ved ydermolen er på mellem 10 og 14 meter.
Lystfiskere bidrager positivt
Direktør ved Skagen Havn, Willy B. Hansen er meget glad for den støtte og opbakning projektet har fået, og han siger:
– Ved Skagen Havn har vi den holdning, at lystfiskere bidrager positivt til livet på havnen, og vi fandt det naturligt at indgå i en dialog om fiskepladser, da Etape 3 af havneudvidelsen alligevel skulle påbegyndes. Samarbejdet med de lokale aktører viser viljen til forbedring og innovation – og med midlerne fra ENV-fonden og fra Friluftsrådet er fiskeplatformene blevet en realitet.