Portræt af lystfiskeren som knægt
Foto: Ove Nielsen.
Svend Saabyes "Lystfiskerliv" fra 1957 er Danmarks mest kendte fiskebog. Velskrevet og illustreret med forfatterens egne stregtegninger er der tale om en klassiker. Når man læser den, dukker et spørgsmål naturligt op: Hvad var det egentlig, der i sin tid fik mig til at fiske og gjorde mit liv til et lystfiskerliv?
Mere end 60 år efter sin udgivelse i 1957 står "Lystfiskerliv" uantastet som den bedste bog, der er skrevet på dansk om kunsten at fiske med stang, line og hjul. Hvorfor?
Selvfølgelig fordi den er fremragende skrevet. Men nok især fordi bogens forfatter gør dig klogere på, hvad der fik dig i gang med at fiske, og hvorfor du ikke stoppede igen, da du blev voksen. Når vi lystfiskere igen og igen drages mod naturen, handler det i Saabyes verden om både skønhed og mystik:
Fortryllelsen ved alt fiskeri er jo netop, at fangsten hentes fra det ukendte element, der kun røber sine gåder i flygtige glimt gennem den spejlende overflade.
Maler en stemning
Som forfatter havde Saabye et talent, der var beslægtet med hans evner som tegner og kunstmaler: Han valgte sine ord med præcision, som maleren vælger farver fra sin palet. Som i dette lille tableau med søens aborrer: Solens stråler og skyggen fra broen trak en skrå væg ned gennem vandet, og gennem den gled aborrer frem og tilbage; med spænding fulgte jeg dem, når de nærmede sig ormekrogen, som hang dumt og livløst i sin snor
Kun børn og tosser fisker
Saabye kom til verden i 1913, og i bogens første del tegnes et portræt af lystfiskeren som ung knægt i 1910’erne og -20’erne. Det var en tid, hvor de, der dyrkede lystfiskeri, blev anset for at have en skrue løs. Lystfiskeri var kun noget for børn, tosser og meget velhavende folk.
Under læsningen af "Lystfiskerliv" drages man ind i knægten Saabyes univers
Geddens onde blik
En skelsættende begivenhed er den dag, han for første gang står over for søens største, mest fascinerende, men også mest skræmmende rovfisk for en dreng i shorts: Her under broen kom en dag den store oplevelse tyst glidende mod strømmen, en kæmpegedde standsede ikke en halv meter under mine bare ben, stor, grøn og med onde øjne så den på mig, inden den gled videre. Han spæner hjem for at fortælle, hvad han har oplevet. Men ingen gider høre om det, og da slet ikke hans bedstemor, hvis kritiske blik ikke var nogen børnefornøjelse, som Saabye erindrer: "Ikke bide negle – tør dig om munden – børn har ikke godt af isvafler – pas på dit tøj".
I hælene på skomageren
Der var dog én voksen, der gav plads til den fiskegale dreng. Det var byens skomager. En ældre herre, som spyttede skrå og røg krumpibe og var "en veteran med flere stænger ude samtidig". Ham får drengen lov at følge i hælene på i jagten på søens storvildt, de grumme gedder, som skomageren ved, hvordan man kan overliste med en levende skalle som agn. Jeg nærede dyb beundring for ham, når han svang sin lange bambusstang med levende agn og sindigt lagde den hen over åkanderne
Slimet matrostøj
En dag i pinseferien har den strenge bedstemor arrangeret, at familien skal på skovtur. Der røg den fisketur! Vandkæmmet og iført matrostøj står knægten og venter, sitrende af ærgrelse over den fisketur, han er gået glip af. Men da hans søstre er længe om at blive "striglet færdig", mener han godt, han lige kan nå at smutte ned til søen og se, om skomageren skulle have fanget noget. Det går selvfølgelig, som det må gå: Skomageren var på den anden side af Sygehusgraven, da jeg hæsblæsende efter strakt galop fandt ham med alle stænger ude og en bundsnøre på min side af graven. En bundsnøre med bid på og en generøs skomager, der under behørig kommanderen tillod mig at tage den ind. Al tanke om dagens hellighed gik mig af hu, efterhånden som linen meter for meter blev taget op, og en sprællende ål viste sig. "Hold den", råbte skomageren fra den anden bred, og en kamp begyndte i græsset, hvor ålen var sluppet af krogen. Min frygt for uhyret svandt under krigens gang; fremtiden var på spil, så tanken om at svigte var uden for mulighedernes grænse. Når dyret snoede sig ud af mine fingre, blev arme og ben taget i brug; jeg spærrede den vejen mod vandet med min krop, til hjælpen nåede frem, og en Svanekniv gjorde det af med fjenden, der sad klemt fast som i en skruestik mellem skomagerens belærende langemand og øvrige fingre. "Resten af pinsen var et sort minde", erindrer Saabye, for "straffen var ekstrem", og "jeg har aldrig siden fisket ål i matrostøj".
Borgmester på krogen
Man skal have et koldt hjerte for ikke at røres over Saabyes beretninger om, hvordan han igen og igen slår sig på de voksne. Særligt én person har byens børn en indgroet frygt for at møde. Borgmesteren. Når han går sin daglige runde om søen, gælder det om ikke at krydse hans vej. I et enkelt tilfælde når drengen ikke at slippe væk i tide, og da han ved et sort uheld får plantet ormekrogen i borgmesterens bukseben, er der kontant afregning: Livserfaring nås gennem visse lidelser, hvad der dog sjældent tæmmer det lidenskabelige sind. Hverken tabet af en skallekrog eller de tågede udflugter, som nogle røde mærker på venstre kind nødvendiggjorde hjemme, førte til nogen standsning i min konfliktfyldte vej mod sportsfiskeriets forjættelser.
Erindringens fiskefilm
Selvfølgelig var smartphones og GoPro-kameraer ikke en del af lystfiskerens udstyr, da Saabye fangede sine første skaller for mere end 100 år siden. Hvor alle i dag filmer alt – også på fisketuren – mestrede Saabye selv "at være et kamera". Fiskeminderne lagrede han i erindringen, hvorfra han som voksen kunne kalde dem frem og sætte ord på det, han havde oplevet. Saabye kunne "filme" noget så hverdagsagtigt som en stime skaller, der svømmer forbi, så læseren ser det for sig: Mellem vandplanterne gled stimer lydløst forbi, somme tider i fast formation, hvor hver enkelt skalle holdt sin plads, til andre tider uroligt søgende vejen, først én fisk et lille stykke frem, så en anden foran, eller én gled ud af flokken med kurs under en grødeklat lige mod mig for pludselig i en brat drejning at skyde ind i stimen igen, hvor dens fart forplantede sig til de andre fisk, så hele flokken i livligere fart gled ud af synsfeltet.
Foto: Ove Nielsen.
Alle fisk er lige
Svend Saabye indledte sit lange lystfiskerliv med en bambusstang, fiskeline af kinesertråd og et flåd skåret ud af en vinprop. Det var, hvad der var råd til. Selv indkøbet af skallekroge hos den sure isenkræmmer var en kostbar affære, og blink og fluer var helt uden for økonomisk rækkevidde. Med tiden blev der råd til bedre grejer, og om købet af sit første fluehjul skriver han: Mit nye hjul brændte mig i lommen. På vejen hjem måtte jeg flere gange af cyklen og pakke det ud, prøve knarren, der kunne slås til og fra. Når jeg drejede på håndtaget, nynnede det en sang om de fisk, jeg skulle fange med dette nye hjul. Saabye endte som en dygtig fluebinder og passioneret fluefisker med smag for ørreder og laks. Men interessen for "ædelfisk" tillod han aldrig at kaste skygger over den begejstring for naturen og alt omkring fiskeriet, der havde drevet ham på barndommens fisketure, hvor fiskeriet foregik med en ormeklædt krog: At sætte orm på kroge er en lyssky fornøjelse, som måske bør forbigås i tavshed, og alligevel – hvem husker ikke den utrolige længde, en orm kan nå, mens den vrider sig for krogspidsen, eller den kildrende fornemmelse, det gir, når den snor sig ind mellem lillefingeren og guldbrand
Mindernes allé
Under læsningen af "Lystfiskerliv" sker der noget forunderligt. Man drages ind i knægten Saabyes univers og lever med i, hvordan det var at vokse op i en verden, hvor børn nok skulle ses, men ikke høres. Men så krydsklippes der pludselig til dengang, man selv var barn. Grynede billeder af egne oplevelser med fiskestangen og knivskarpe snapshots med en hånd, revet til blods af geddetænder. Erindringer om det røde skalleflåds hoppen, inden det med et pludseligt ryk forsvandt under overfladen. På den måde åbner læsningen af Saabyes klassiker for en tur ned ad memory lane til ens egen barndoms bæk, å eller mose. Der, hvor det hele begyndte. Og man spørger sig selv: Hvad var det egentlig, der i sin tid gjorde, at jeg blev lystfisker, og hvad havde mit liv været uden dette lystfiskerliv?
Artiklen er bragt i Sportsfiskeren 3-2020
