Suder-bonanza i slutningen af april
Man læser tit, at suderfiskeriet er bedst, når hylden blomstrer, men for Martin Olsen starter sæsonen langt tidligere. Det kølige forår satte dog sit præg på tingene i år, men da han først fik fundet de aktive fisk, kom der virkelig gang i tingene.
”Når hylden blomstrer i juni, bider suderne”. Sådan kan man læse mange steder i lystfiskerlitteraturen, men de bider bestemt også på andre tider af året, og for Martin Olsen fra Ringsted starter sæsonen langt tidligere. I år startede han i sidste uge af april, og da han først fandt de fødesøgende fisk, gik det stærk.
I løbet af to morgener fik han 49 flotte sudere op til afkrogning med de største på knap tre kilo, og på en senere tur fik han flotte sudere helt op til 3,65 kg.
Vanskelig start
Martin havde planlagt sine ture efter sudere tæt på de samme datoer som det foregående år, hvor fiskeriet havde været fint.
– Det har været et forfærdeligt forår, når man tænker på vejret og specielt vandtemperaturen, så jeg vidste godt, at vandet højest tænkeligt ville være en del koldere end sidste år, men jeg satsede på, at søens flotte sudere var kommet ind på det lave vand efter de første varme solskinsdage, fortæller Martin og fortsætter:
– Vel ankommet til søen kunne jeg dog hurtigt konstatere, at fiskene ikke var i bugten, hvor de normalt ville være på den tid af året, og der var ingen aktivitet i form af skyer af bobler eller fisk, der viste sig i overfladen.
Skiftede til en anden sø
Martin valgte at tage en overnatning, selvom suderne ikke viste tegn på at være til stede, og næste morgen var der stadig ingen kontakt til suderne - hverken hug eller visuelt. Så der var ikke andet for end at skifte til en anden sø, hvor vandet var lavere, og derfor nok også så meget varmere, at suderne var på jagt efter føde.
– Og det skulle vise sig at være lige præcis det, de var! Efter kort tid ved søen så jeg allerede flere fisk rulle i overfladen og bobler flere steder i søen. Det var sent og ved at blive mørkt, så jeg valgte at fodre et par pladser op, så jeg kunne starte fiskeriet næste morgen, fortæller han.
Martins grej til suderfiskeri
Stang: Greys Prodigy TXL Specimen 12”
Hjul: PENN Fierce 4000
Helikopter-rig med feeder.
Agn: CFC baits Pinaple pop-up eller et enkelt fake majskorn.
Foder: Grundmix fra CFC bait bestående af masser af levermel, fiskemel, krillmel, squidmel og chili flager. Desuden tre forskellige størrelser pellets, majs, knust hampefrø, casters, maddiker mixet op med Salmon oil også fra CFC Bait.
Bonanza fra morgenstunden
Første feeder-stang blev lagt ud næste morgen, og inden han nåede at tage fat i den anden stang, fløj linen af hjulet, og årets første suder var en realitet. En rigtig fin fisk på 2750 gram.
– De efterfølgende timer frem til klokken 11 var ekstremt hektiske med hug næsten hele tiden, og morgenturen kunne gøres op med 30 flotte sudere på land og kun en enkelt mistet, beretter Martin.
Inden turen gik hjem, blev pladsen igen fodret op, så den var klar til et sats mere den næste morgen.
– Morgenen efter startede på nøjagtig samme måde med første fisk efter et par minutters fiskeri. Denne dag var der dog en smule pause imellem fiskene, og omkring klokken 11.30 pakkede jeg sammen, efter der havde været 19 sudere på land med største på 2825 gram, fortæller Martin og fortsætter:
– Dårligt vejr trak over landet en uges tid, så fiskeriet blev indstillet, men jeg fortsatte en fodring i andet vand, hvor jeg viste, der var væsentligt større fisk.
Flotte fisk over tre kilo
Den nye sø var en del dybere og derfor også koldere, så måske var det for tidligt at satse på den. Den første nat ved søen gav ikke noget, og der var ingen tegn på fisk, så Martin valgte at skifte plads, og efter en længere gåtur til den anden ende af søen fandt han tegn på aktive fisk.
– Det skulle vise sig at være det helt rigtige valg. Allerede efter få timers fiskeri om formiddagen kunne jeg lande turens første suder, et pragteksemplar på 3650 gram. De efterfølgende dage kom en flot række fisk på land. Det blev til 15 i alt med fem fisk over tre kilo. Den flotteste efter min mening var en vildt flot og robust hanfisk med kæmpe finner og vægten et godt stykke over tre kilo, slutter Martin.