NY DATO Foredrag: Gordons guide til federe fisketure
Vil du have inspiration til at hæve dine fisketure til et højere niveau, så har du chancen, når Gordon P. Henriksen holder foredrag i Roskilde den 15. marts 2022. Fokus bliver ikke på, hvordan du fanger flere fisk, men på alle de andre ting, der gør en fisketur til noget særligt.
Bemærk: Ny dato. Foredraget er flyttet fra den 11. januar til den 15. marts 2022.
Der er tradition for, at Gordon P. Henriksen hvert år holder foredrag i sin egen forening, og denne gang sker det den 15. marts 2022. Foreningen er Roskilde og Omegns Lystfiskerklub (ROLK), og arrangementet, der er åbent for alle og starter med fællesspisning, er henlagt til Roskilde Sejlklubs lokaler.
Tid & Sted
Tirsdag den 15. marts 2022, kl. 18.00 – 21.30.
Roskilde Sejlklub, Strandgade 12, 4000 Roskilde
Voksne: 125 kr. Juniorer: 80 kr.
I prisen indgår en spændende ret fra den vietnamesiske restaurant AnNo i Roskilde.
Du kan tilmelde dig her.
Husk Coronapas!
Alle de andre ting
Gordon vil denne aften dele ud af sine erfaringer fra sine mange fisketure i både Danmark og udlandet, men med et særligt fokus.
– Der bliver ikke fokus på gode råd om, hvordan du fanger flere fisk på dine fisketure. Næh, denne aften skal det handle om alle de andre ting, der er med til at gøre en fisketur mindeværdig og til noget, man bare glæder sig til at komme afsted på igen og igen, fortæller Uffe Clemmensen, der er formand for ROLK.
Gordon vil fortælle om strategier for valg af fiskekammerater såvel som fiskeplads og om selskabets, omgivelserne og landskabets betydning for hele stemningen på en fisketur. Om årets gang og sæsoner, om at stå tidligt op, og hvorfor en kaffe eller en frokost tilberedt på bålet sagtens kan være højdepunktet på en fisketur, hvor de helt store fangster udebliver. Gordon vil opfordre dig til ”at gøre noget dumt” og til at løfte madpakken på fisketurene til nye højder.
Få ny viden med hjem
– Og jo, måske kommer der et par enkelte fiskefif om, hvordan du fanger lidt mere. Det er jo alligevel en essentiel del af at tage på fisketur. Også for Gordon, siger Uffe Clemmensen og afslutter:
– Du vil uden tvivl gå derfra med en masse ny praktisk viden, du kan bruge til at planlægge dine kommende ture, og ikke mindst med en masse inspiration til, hvordan dine egne fisketure bliver endnu bedre.