Fishing Zealand inviterer til Shelter og Sølvtøj
Fishing Zealand har taget initiativ til et nyt koncept, nemlig en hyggelig fiskeweekend, og inviterer således til ”Shelter & Sølvtøj” i Frederikssund kommune fra fredag eftermiddag kl. 16.00 d. 22. april og frem til lørdag aften d. 23. april.
Tid, sted og tilmelding
"Shelter og Sølvtøj" løber af stablen fra fredag d. 22. april kl. 16 til lørdag aften d. 23. april.
Arrangementet har base ved shelterpladsen ved Skuldelev Havn ved Roskilde Fjord.
Tilmelding kan ske her - og koster 129 kr. Sidste frist for tilmelding er d. 19. april.
Som navnet antyder, inviteres der til overnatning i shelter eller i eget telt - og der er virkelig lagt op til et par spændende fiskedage i fjorden, hvor fiskeriet og især hyggen er i højsædet, når Fishing Zealand inviterer til "Shelter og Sølvtøj" i fjordlandet.
Arrangementet er for alle lystfiskerinteresserede uanset erfaringsniveau.
I løbet af april stiger både luft- og vandtemperaturen, så det er komfortabelt at overnatte i det fri – ligeledes skulle det lunere vand også meget gerne have sat fuld gang i havørredernes ædelyst, så der kan blive noget at tale om ved bålet om aftenen.
Hvor, hvornår og hvad?
”Shelter og Sølvtøj” løber af stablen fra fredag eftermiddag kl. 16.00 d. 22. april og frem til lørdag aften d. 23. april, hvor Fishing Zealand har booket shelterpladsen ved Skuldelev Havn.
Programmet er rimeligt løst, fordi det netop er hyggen og fællesskabet om vores fælles hobby, som er i højsædet. De to Fishing Zealand guider, Keld Juul Michaelsen og Niels Lagergaard, vil være til stede på pladsen.
Keld vil bl.a. fortælle om fiskeriet i fjorden her om foråret efter de sølvfarvede havørreder (deraf navnet ”sølvtøj”) – og komme med nogle gode brugbare tips til fjordfiskeriet.
Niels har ligeledes masser af erfaring med fjorden og hjælper desuden gerne med tips, til dem der fisker med flue i fjorden.
Til at styre den fælles aftensmad fredag aften, har Fishing Zealand inviteret en kok, der står for at lave en lækker menu tilberedt over bålet. Menuen er bålstegt skinke med kartoffelsalat og grillede baguettes. Faktisk skal du kun selv sørge for at medbringe bestik og tallerken samt krus. Menuen koster 129 kr. – og du kan købe billet til arrangementet her.
Seneste tilmelding er d. 19. april.
Fredag aften lægger et par forskellige fiskebrands desuden vejen forbi campen. I første omgang er det Sixty Lures og ArcticSilver, men der er også lækre godter fra Ahrex, som kan vindes gennem nogle sjove konkurrencer undervejs. Endvidere er der god mulighed for at fortælle røverhistorier, mens kogekaffen fra det svenske fluefiske-kafferisteri Lemmel Kaffe syder over bålet.
Der er toilet og rindende vand i den nærliggende Skuldelev Havn, som må benyttes. Der er begrænset plads i shelteret, så medbring gerne eget telt. Har man ikke lyst til at overnatte udendørs, er det ikke noget krav for at deltage, hvis man vælger at overnatte i egen seng eller et andet sted.
Knæk og bræk i Fjordlandet!