Havørreder i overfladen
Det danske tørfluefiskeri har i efterhånden mange år været i tilbagegang, og flere tørfluefiskere har derfor lagt de lette stænger på hylden. Men måske er det tid til at finde dem frem igen? De danske åer kan nemlig byde på et fantastisk og udfordrende tørfluefiskeri efter havørreder.
En lille ring efterfulgt af en halefinne, der bryder vandoverfladen, afslører dens tilstedeværelse ved modsatte bred. Gemt i sivene nærmer jeg mig fisken, som ufortrødent fortsætter med at tage insekter på overfladen. Dønningerne fra ringene fortæller mig, at det er en god fisk. De mange træer på strækningen gør det svært at komme i kasteposition til fisken, og jeg bliver derfor nødt til at krydse åen. På modsatte side finder jeg et godt sted uden forhindringer for bagkastet med godt udsyn til at beundre fisken. Jeg fæstner en døgnflueimitation i str. 16 på min 0.15 mm spids. Ikke just noget man normalt forbinder med havørredfiskeri, men allerede i andet kast tager havørreden fluen.
Det er altid nervepirrende at fighte havørreder på det lette grej, og da den endelig glider ind over netrammen, falder hjertet forsigtigt på plads nede i brystkassen igen. Mens jeg beundrer havørreden på omkring 55 cm, glider tankerne hen på alle de historier, jeg har hørt om, hvor godt tørfluefiskeriet var for 20 år tilbage. Historier om, hvordan de store stallinger dengang stod side om side på de gode stryg i de jyske tørflueåer. Det er trist, at bestandene af både stalling og bækørred har været i tilbagegang. Men det betyder ikke, at der ikke kan findes godt tørfluefiskeri i Danmark. Tværtimod. Rammer man en god dag ved et havørredvandløb, er det ikke ualmindeligt at lande 2-3 havørreder med chance for fisk over 60 cm. Det er en stor bedrift i sig selv, som vidner om dansk havørredfiskeri i verdensklasse.
Spiser havørreder i åen?
Det er gammel lærdom, at gydevandrende havørreder i vandløb ikke tager føde til sig, da de udelukkende er i åen for at videreføre generne. Det er dog en sandhed med modifikationer, og faktisk lader havørreder sig friste af selv små insekter på overfladen. Majestætisk og elegant stiger havørreder ne gang på gang til overfladen for forsigtigt at sippe insekter i sig, som var de stationære bækørreder, der aldrig havde lavet andet.
Nystegne havørreder i åen er næsten altid synonym med godt fiskeri. De nystegne havørreder står mere frit fremme og får lettere øje på insekterne. Rammer man åen kort efter en god havørredopgang, kan man være heldig at opleve mindre stimer på to-fem havørreder stå i samme sving og tage insekter på overfladen. De farvede fisk står i højere grad og trykker sig under brinkerne, men det betyder dog ikke, at der ikke også af og til er farvede fisk, der får øje på insekterne. Om det er aktiv fødesøgning, et ædeinstinkt eller noget helt tredje, der lokker havørreden til overfladen skal være usagt, men sikkert er det, at gammel lærdom nogle gange tager fejl.
Snigerfiskeri
De insektædende havørreder er meget sky og opfatter hur tigt lystfiskerens tilstedeværelse. En hver tilnærmelse må derfor ske forsigtigt og på bedste indianerstil godt gemt i ve getationen, præcis som ved ”almindeligt” tørfluefiskeri efter bækørreder. Den bedste måde at søge efter ringende fisk er ved at bevæge sig i opstrøms retning et stykke fra brinken. Med jævne mellemrum kan man bevæge sig helt ud til brinken, gerne på pladser med godt udsyn, for at observere, om der er overfladeaktivitet.
Når havørreden er spottet, gælder det om at komme i kasteposition. Det kan være svært at bevare roen og vente med at kaste, men et par dybe indåndinger er godt givet ud. Havørreden står ofte tæt på overfladen, når den ringer, og en silkeblød præsentation af fluen er derfor afgørende for ikke at skræmme fisken. Det handler om at finde den kasteposition, hvorfra man kan placere fluen korrekt allerede i første kast. Den optimale position er skråt nedstrøms for fisken. Fra denne position vil linen kunne lægges, så kun fluen og det yder ste af forfanget kommer inden for fiskens synsfelt. Tager fisken ikke fluen, kan der kastes på ny, så snart linen er drevet et stykke nedstrøms for fisken.
Ringen snyder
De insektædende havørreder afslører sig selv, når de bryder overfladen for at suge insekter i sig. Men vær opmærksom det er imponerende, hvor forsigtigt havørreder kan sippe insekter i sig, som var de en af åens små bækørreder. Erfarne tørfluefiskere ved, at ringens størrelse ikke fortæller, hvor stor fisken er. Måden, hvorpå fisken tager på, kan derimod give indikationer om størrelsen. De små ørreder tager ofte insekterne med et plask modsat de større ørreder, der elegant bryder overfladen med snuden og blot efterlader ringe på overfladen. Det gælder om at stille skarpt på ringen. De større fisk afslører ofte sig selv med nogle større dønninger eller en halefinne, der bryder overfladen. Men ringen kan snyde, og selv store havørreder på over 60 cm kan efterlade en uanseelig ring, der mest af alt minder om ringen fra en regndråbe.
Åens mindre ørreder tager ofte for sig af retterne, og er der mange ringende småfisk, bliver man derfor hurtig træt af at kaste til alt man ser. Med erfaring lærer man dog hurtigt at sortere en del af de mindre fisk fra.
Tørfluer til havørreder
Flueboksen kan fyldes med et hav af forskellige mønstre, men det er ikke nødvendigt for at narre havørrederne. De er som regel ikke særligt kræsne, og langt hen ad vejen kan fiskeriet klares med nogle få imitationer af døgnfluer og andre insekter i forskellige størrelser. Særligt døgnflueklækninger kan resultere i godt tørfluefiskeri i havørredsæso nen. Imitationer af alle tre livsstadier er derfor et must at have i æsken. Under klækningen svømmer døgnfluenymfen mod overfladen, hvor den kæmper for at vride sig løs fra nymfehuden. Dette for vandlingsstadie, hvor den vandlevende nymfe bliver til et vinget insekt, kaldes blandt fluefiskere for emer ger-stadiet. Der er mange måder at imitere emergerstadiet på, men de mest effektive fluer er som regel dem, hvor bagkroppen bryder overfladen.
Det vingede insekt, der forlader nymfehuden kaldes for dun-stadiet. Dun-stadiet står på overfladen, indtil vingerne er tørre nok til, at den kan lette. Emerger-stadiet er et lettere bytte end dun-stadiet, der kan flyve fra overfladen når som helst, og det ved havørreden godt. Er havørreden selektiv under klækning, er den ofte sporet ind på emerger-stadiet.
Det tredje og sidste stadie, hvor døgnfluen er kønsmoden, kaldes for spinner-stadiet. De kønsmodne døgnfluer parrer sig i store sværme og flyver sidst på aftenen ud over åen for at lægge æg. Efter æglægningen driver de mange døende døgnfluer på overfladen med vingerne spredt til siderne. Under spinnerfaldet, som dette fænomen kaldes, skal fiskene lokkes med en flue, der ligger helt fladt på vandet med vingerne spredt til siderne.
Når sommervarmen afbrydes af regn, klækker døgnfluerne, og det udnytter havørrederne.
Klækkevejr
Det er altid svært at forudsige, hvornår der er nok insekter på vandet til at trække havørrederne til overfladen. Der er dog nogle forhold, der giver større chance for insekter på vandet end andre, og det er lune sommerdage. Kan man ramme åen lige inden en tordenbyge efter nogle dage med varmt og tørt vejr, er der gode chancer for klækninger. Det fugtige vejr er perfekt klækkevejr for åens døgnfluer, der pludselig popper op fra overfladen på lange rækker. Desuden gør det fugtige vejr, at døgnfluerne skal bruge længere tid på at tørre vingerne. Døgnfluerne står derfor længere tid på overfladen, inden de letter. Det resulterer i, at flere af døgnfluerne driver over havørreder og kan vække deres interesse. Desuden er havørrederne under disse forhold mindre sky, og klækningen kan vare hele dagen i modsætning til dage med høj solskin. På de varme og solrige dage klækker døgnfluerne hovedsageligt fra morgen til først på eftermiddagen, men ofte mere intenst om formiddagen.
Under klækningen betyder det ikke noget, at vinden blæser, men skal man opleve et spinnerfald, er vindstille vejr en forudsætning. Spinnerfaldet er mange tørfluefiskeres drømmescenarie. Åens overflade dækkes af de mange æglæggende døgnfluer, og det varer ikke længe, inden åens fisk opdager spisekammeret. Dette resulterer ofte i et hektisk og meget intenst fiskeri. BWO’erne, der klækker i løbet af juli-august, er blandt tørfluefiskere kendt for at give et fantastisk fiskeri i spinnerfaldet. BWO står for Blue Winged Olive, som hentyder til døgnfluearten Serretella ignitas olivenfarvede krop og blålige vinger i dunstadiet.
På dage uden klækninger kan der også opleves et godt tørfluefiskeri, så længe vinden rusker lidt i vegetationen langs åen. Vinden blæser landinsekter ud på åen, og pludselig kan myrer, biller, fluer, stankelben og andre landinsekter komme drivende med jævne mellemrum. Særligt på stræk med træer og anden høj vegetation kan vinden blæse mange landinsekter ud over åen.
Er der ingen ringende havørreder, skal der skiftes taktik. Plaskende og larmende skumbiller har gang på gang vist sig at kunne lokke havørre der til overfladen
Husk skumbillerne
Er der ingen ringende havørreder, skal der skiftes taktik. Plaskende og larmende skumbiller har gang på gang vist sig at kunne lokke havørreder til overfladen, selvom de står og putter sig under brinkerne. Væbnet med skumbiller kan indianerstilen droppes. Her gælder det om at komme over noget vand, og skumbillerne må gerne lande med et plask og trækkes hurtigt hjem streamende i overfladen. Fluen kastes til havørredens standpladser tæt op ad udhængende grødebuske langs brinkerne. Et kast til hver standplads er nok. Står der en hugvillig havørred, tager den ofte resolut. Jo flere standpladser, der fiskes, jo større er chancen for at ramme en hugvillig havørred, der tager skumbillen. Havørrederne angriber skumbillen voldsom og brutalt.
Skumbillens størrelse bør justeres efter forholdene. Er åen lav og klar, kan havørrederne være mere sky. Her kan skumbiller i krogstørrelse 10 være sagen, hvorimod der ved høj vandstand gerne må plaskes og larmes endnu mere med store skumbiller på op til krogstørrelse 2.
Det er i høj grad bevægelsen og larmen fra skumbillen, der tiltrækker havørreden. Der er dog ikke regler uden undtagelser, og nogle fisk bliver skræmt af en streamende skumbille. En god teknik kan være at lade fluen drive de første 1-2 me ter dead-drift, hvorefter fluen tages hjem streamende i overfladen. En eventuel havørred på standpladsen skal nok høre ploppet, når fluen lander, og man undgår at skræmme den ved at streame fluen hjem for tidligt. Samtidig kan fluen, når den efterfølgende trækkes hjem, streamende i overfladen, tiltrække opmærksomhed fra havørreder på længere afstand. Særligt skyggesiden af åen kan være god at fiske, da havørrederne her trykker sig mindre under brinken end i solsiden.
Let grej
Der er to ting, man skal have for øje, når grejet skal sammensættes til tørfluefiskeri efter havørred. Den ene er præsentation af fluen. Lange kast er sjældent nødvendige. Langt vigtigere er det at kunne præsentere fluen præcist til standpladserne. Som udgangspunkt er stænger i klasse 4-5 med en relativ langklumpet line passende til de fleste åer. Forfanget bør være 9-12 fod og forlænges med en spids. De længste forfang bruges under imitationsfiskeriet for at sikre en blød præsentation af fluen.
Den anden ting er forfangstykkelsen. De insektædende havørreder er særligt kritiske, når det gælder forfangstykkelsen, og kommer diameteren over en tykkelse på 0,15 mm, vil fangsterne reduceres væsentligt. Fiskes der med skumbille, er havørrederne mindre sky. Forfangstykkelsen kan her øges til 0,18-0,23 mm afhængig af størrelsen på skumbillen. En linekurv er et must under skumbillefiskeri for at undgå, at linen hægter i vegetationen langs åen.
GODE TØRFLUEVANDE
Mange åer med en god opgang af havørreder kan byde på godt tørfluefiskeri, men specielt åer som Trend Å, Lerkenfeldt Å, Binderup Å og Lindenborg Å er de seneste år blevet kendt som gode vande i jagten på tørflue-havørreder.
Hvor og hvornår
Topmånederne for tørfluefiskeri ligger i juli-august. Der er mange insekter, som sværmer på denne tid af året, og hovedopgangen af havørreder ligger for mange åer også i denne periode. En forudsætning for at finde ringende havørred er, at åen har et forholdsvis godt insektliv. Samtidig skal åen være klar og gerne forholdsvis lavvandet, så fiske ne let får øje på insekterne. Ringende havørred kan selvfølgelig også opleves i vandløb uden noget særlig insektliv, men det kræver dog, at der havner nogle landinsekter på åens overflade. Har din lokale å ikke et godt insektliv, kan du dog stadig dyrke tørfluefiskeriet med skumbillen. Skumbillefiskeri er effektivt i de fleste åer og kan være en god teknik til at affiske lange stræk, og hvem ved – når først fokus er på overfladen i de lyse timer, er der måske pludselig en havørred, der bryder overfladen i en forsigtig ring.
Artiklen er bragt i Sportsfiskeren 4-2018
