Irena Mathiasen: "Fiskeriet har givet mig en ekstra chance"
Som ganske ung fik Irena Mathiasen konstateret skizofreni. En sygdom, der har præget hendes liv i en sådan grad, at hun i perioder mistede lysten til at leve. Her fortæller hun om, hvordan hun fiskede sig tilbage til et bedre liv, og hvorfor havørreden har en særlig plads i hendes hjerte.
Blå bog
• Irena Mathiasen er 32 år gammel.
• Hun bor i Silkeborg sammen med sin kæreste.
• Havørredfiskeriet trækker mest i hende, men hun fisker efter alt.
• Hun har sin største havørred på 77 centimeter tatoveret på armen. Den blev fanget på en femfodsstang.
• Irena Mathiasen er initiativtager til Facebook-gruppen "Kvinder i waders" , hvor hun har skabt et fællesskab for kvinder, der fisker.
• Hun er sponsoreret af grejgrossisten Pure Fishing.
Solen har endelig fået magt efter en lang og våd vinter. Hen over de flade og pløjede marker ved Randers Fjord fejer vinden og hvirvler støvet op til en dis. Det er næsten blevet varmt, men den skarpe blæst fra sydøst kommer både med solen, men også med en skarp kulde. Det er lovende, og det lugter af havørreder.
Jeg møder den 32-årige lystfisker Irena Mathiasen ved Randers Fjord Camping, hvor hun har boet de seneste par dage i sin jagt efter forårets sultne havørreder. Irena bor egentlig i Silkeborg, hvor hun også dyrker byens gode fiskeri, men det er Randers og Mariager Fjord, der er hendes hjemmevande. Her kender hun hver en plads, der kan holde på de sølvblanke fisk.
Irena er ikke hvem som helst. Hun er en af de lystfiskere, som virkelig har knækket koden til at overliste en af kystens mest eftertragtede sportsfisk, og derfor har hun også en ivrig følgerskare på Instagram, hvor hun gavmildt deler ud af sit liv med fiskeriet.
Umiddelbart et liv, der ligner mange andre lystfiskeres, men Irenas vej ind i sportsfiskeriets verden ligner ikke de flestes. Det fortæller hun på vej ud mod dagens første plads.
– Mine første teenageår var præget af, at jeg fik en diagnose. Til at starte med kaldte man det for en dyb depression, og det er jo voldsomt nok for et barn, men gradvist fandt de ud af, at jeg lider af skizofreni.
Store dele af Irenas leveår har med hendes egne ord været kaotiske. Hendes første minde med lystfiskeri var med sammen med sin far, hvor de fiskede med prop og orm efter aborre.
Hun blev ikke grebet af fiskeriet, men hun kan genkalde sig en følelse af ro, som hun ikke forstod dengang, men som hun i dag kan se, at hun havde brug for.
For lystfiskeri er ikke bare en hobby for Irena. Det er selve livet.
– Jeg ville have svært ved at forestille mig et godt liv uden lystfiskeri. Det er uoverskueligt for mig ikke at kunne fiske. Det ville være som at kigge tilbage på fortiden. Den sætning vender vi tilbage til.
Et kald
Vi går ud i det lave vand lidt vest for Udbyhøj, hvor diget giver læ for den stærke blæst. Irena fortæller, at fiskene på det her tidspunkt af året går tæt på land, så hun lægger sine kast langs kysten i det varme badekar og ikke længere ud mod sejlrenden. Det var ikke fiskeriet, som hjalp Irena i begyndelsen. Når hun skulle have fred og ro fra sin sygdom, og den mobning, der forfulgte hende, så skrev eller tegnede hun
– Når jeg malede eller skrev, så fik jeg alt det svære ud. Jeg har altid haft svært ved at holde fokus, men det kunne jeg, når jeg koncentrerede mig om papiret. Det var først i 2016, at Irena fangede sin første havørred ved Genner Bugt i Sønderjylland. Indtil da havde hendes liv været præget af at kæmpe sig igennem hverdagen.
– I de værste perioder blev alting uoverkommeligt. En dag i de perioder startede med, at jeg skulle se, om jeg overhovedet kunne stå op. Det mest almindelige blev uoverskueligt.
I 2016 var hun ikke blot mærket af sine psykiske lidelser, men var også blevet ramt af en række blodpropper i lungerne, hvilket gjorde enhver fysisk udfoldelse ekstremt krævende. På nærmest alle parametre er det et mirakel, at hun går her ved Randers fjord og bander over, at vi endnu ikke har mærket eller set det mindste.
Vi går tilbage mod bilen, sætter os ind og kører længere nordpå mod Lergraven ved Mariager Fjord. En af de helt klassiske pladser, hvis bløde og lerede bund tiltrækker fjordens største fisk i det tidlige forår. Vinden er stadig hård og fra nordvest, så vi håber, at den presser fiskene ind mod den lille vig.
IRENAS 3 RÅD TIL NYE LYSTFISKERE
VÆR OPMÆRKSOM
Når du fisker, så vær opmærksom på ændringer i vandet. Ser du en skygge efter dit blink? Er der en hvirvel fra en vendt fisk to meter ude? Eller høre du måske en fisk springe bag dig? Derudover så vær opmærksom på vind og vejr under dit fiskeri. Ser du et mønster? Alt sammen er med til at forøge dine chancer for fangstsucces.
VÆR NYSGERRIG
Nysgerrighed er en god ting. Det kan lede dig til at undersøge bundforhold på et kort, falde i snak med en lystfisker, du møder på din vej, eller tage et kast mere henne ved næste pynt. Du får meget ud af hele tiden at udvikle dit fiskeri, og du kan uden tvivl lære meget af andre mennesker, men også ved at stille dig selv spørgsmål.
STOL PÅ DIN MAVEFORNEMMELSE
Tag et godt solidt kig i din grejæske, og tag det endegrej, du tror allermest på. Skift først, hvis du oplever at fiskene reagerer, men ikke hugger, eller hvis du mister troen på grejet. Man fisker meget mere effektivt, når man tror på det, man kaster ud. Desuden er der et hav af forskellige meninger om, hvad der er bedst. Men vi er alle forskellige og fisker på hver vores måde. Hvad der virker for mig, virker ikke nødvendigvis for dig. Find din egen vej i fiskeriet.
Da Irena fangede sin allerførste havørred i Sønderjylland, skete der noget inden i hende. Hun blev bidt. Hun kan genkalde sig alle følelserne, stemningen, stoltheden og glæden.
– Det var et stort virvar af følelser. Jeg følte, at hvis jeg kunne fange en fisk i det her kæmpestore hav, så kunne jeg alt. Det virkede jo urealistisk. Den havørred gav mig troen på mig selv tilbage. Det var følelsen af at mestre noget for første gang i mit liv.
Irena er ikke medicineret i dag. Lystfiskeriet har været en stor del af at komme væk fra den psykiatriske medicin, selv om det naturligvis ikke har været hele løsningen. Men det har givet hende en følelse af at høre til i verden.
– Jeg har jo været syg så længe, at jeg ikke har kendt til andet. Jeg kunne ikke passe min skole, så jeg kunne ikke få en uddannelse og dermed heller ikke et arbejde. Derfor har jeg haft meget svært ved at deltage i samfundet, og for mit vedkommende blev det bare til en ond spiral, hvor jeg ikke turde have drømme eller håb for en bedre fremtid. Jeg følte mig taget ud af fællesskabet.
Dermed er vi også tilbage til spørgsmålet om, hvordan en tilværelse uden lystfiskeri ville se ud for Irena. Hun ville simpelthen føle, at hun mistede sin plads i livet.
– Selv om det er store ord, så føles fiskeriet som et kald for mig. Det er min passion. Det er min vej.
Med åbne sanser ved kysten
Jeg ser på Irena, der går langs den lerede kyst. Hun går ikke ud i vandet, fordi bunden flere steder er så blød, at man kan sidde fast. Hun skifter agn, justerer lidt på indspinningshastigheden, og det hele sker ubesværet som en naturlig fortsættelse af kroppens bevægelser. Irena har et særligt talent for lystfiskeri.
– Det er ikke, fordi jeg ikke skal arbejde mig frem til fiskene, faktisk er det den del, jeg elsker allermest. Men jeg har nok også en ret intuitiv tilgang til fiskeriet. Første gang, jeg fiskede med flue om natten ved åen, fangede jeg en fisk. Nogle gange er jeg jo nok det, som man ville kalde heldig, men jeg tror også, at jeg på nogle måder er mere åben overfor indtryk end andre i kraft af min sygdom. I den sammenhæng er den en fordel. Som mange andre, der fisker, søger Irena en nærhed til naturen, men hun oplever mere end det, når hun går langs vandet.
– Stangen bliver en forlængelse af mig selv. Jeg er virkelig opmærksom. Selv om det kan se meget mekanisk ud, så føler jeg hvert et skridt, jeg tager. Jeg føler bunden, og jeg ved, hvilket underlag jeg går på uden at se ned. Jeg kigger efter blinket, og jeg er opmærksom på, om jeg ser en hvirvel eller en ændring i overfladen. Mine sanser er virkelig skærpede, og jeg tror, at det er en kæmpe fordel, når det kommer til at få succes med sit fiskeri. På godt og ondt er mit sansesystem meget blottet.
Men vi fanger stadig ingen fisk i dag, og solen er ved at gå ned. Vi tager en hurtig beslutning og sætter kursen mod Mariager by, hvor vi i dagens sidste stråler parkerer ved campingpladsen og løber mod fjorden. Irena kender en plads, hvor der plejer at stå fisk. Himlen har skiftet fra høj og blå til at changere i nuancer af lilla, vinden har lagt sig, og selv om vi har travet små 15 kilometer, så føles dette som belønning nok i sig selv. Men ikke for Irena.
Hun beskriver selv, at hun er drevet af trods.
– Jeg får virkelig ofte presset mig selv for hårdt, når jeg er ude at fiske. Jeg får ikke drukket eller spist nok, når jeg først slår hovedet fra og går ind i fiskeriet. Jeg vil hele tiden have mere, og det skal jeg nok arbejde lidt med.
På samme måde kan fiskeriet nogle gange godt udløse nogle af hendes gamle handlingsmønstre. Det er især, når hun giver sig i kast med nye former for fiskeri, som denne vinter, hvor Irena har jagtet den helt store gedde.
– Jeg er på mange punkter stadig dårlig til at spørge om hjælp, hvis tingene er svære.
Sådan var det også, da jeg var meget syg. Det skal jeg passe på med, fordi der er en risiko for at falde tilbage i mine gamle mønstre. Når jeg først er på vej ned i det hul, så er det virkelig svært at komme op igen.
Vi kan næsten ikke mere, og selv om vi begge ved, at havørredfiskeri handler om bevægelse, så er vi stoppet op. Vi har mistet troen på, at det vil lykkes.
Vi går på et muslingerev og skallerne knaser under vores vadestøvler, mens vi skiftevis lægger kast ud mod et par sten længere ude i fjorden. Himlen er mørk, og skumringen er over os. Irena har egentlig været ret stille, mens vi har fisket. Jeg har gentagne gange spurgt, om hun har mærket noget, men ak, intet. Alligevel udbryder hun pludselig et lille "Hov!" , inden hun lægger et kort kast i den samme retning. Hun drejer et par gange på hjulet, og så er der fisk. Det er ingen stor havørred, og kampen er hurtigt overstået, men den er smuk og velfortjent.
Irena er tydeligt lettet over, at det lykkedes alligevel, og hun demonstrerer uden tvivl, hvorfor hun fanger så mange fisk. Selv på dage, hvor det hele virker helt umuligt, så formår hun at lægge mærke til de helt små detaljer, der afslører hvor fiskene gemmer sig. Jeg må sande, at dagen forbliver fiskeløs for mit vedkommende, og jeg formår endda at lave et klodset kast, hvor min gennemløber fortsætter ud i Mariager Fjord som et minde om, at jeg har været her.
"Fiskeriet har givet mig en plads i livet, og jeg føler, at min passion har givet mig et sted, hvor jeg hører til"
En ekstra chance
I bilen på vej tilbage af de mørke landeveje mod Silkeborg er Irena træt. Hun ved, at hun har brugt så meget fysisk og mental energi, at hun nok kommer til at være lidt ude af balance de næste par dage, men det er hun efterhånden afklaret med. Hun kender sin krop, forstår mekanismerne, og kan i stedet nyde, at rastløsheden, som ellers hurtigt får fat i hende, lægger sig for en tid.
Inden jeg sætter hende af ved hendes hus og kører tilbage mod København, så har Irena plads til en sidste refleksion over sit liv som lystfisker, da jeg spørger hende om, hvad der ville ske, hvis hun stoppede med at fiske.
– Jeg har næsten ikke lyst til at tænke på det. Men jeg ville blive en skygge af mig selv. Fiskeriet har givet mig en plads i livet, og jeg føler, at min passion har givet mig et sted, hvor jeg hører til. På en måde har jeg fundet livet igen. Jeg har fået en ekstra chance, slutter hun.
Artiklen er bragt i Sportsfiskeren 3, 2022.
