Makrelfestival: Fisk makrel tæt under land
Makrelfestivalen på Sjællands Odde afvikles den 18.-20. august 2023, og her kan du sagtens deltage, selvom du ikke har en fuldudrustet småbåd eller plads på en turbåd. Der er nemlig fine muligheder direkte fra land eller i en mindre jolle eller kajak. Tjek her, hvordan Einar Paulsen griber det an.
Når den årlige Makrelfestival afvikles, er det med base i Odden Havn på Sjællands Odde. Herfra sejler flere turbåde ud med deltagere, og det samme gør de mange småbåde, der er tilmeldt konkurrencen.
Men har du ikke plads på en af turbådene eller småbådene, har du stadig masser af muligheder for at deltage. Du kan nemlig vælge at fiske direkte fra havnemoler eller dæmninger, fra kysten i waders eller i en mindre jolle, kajak eller andet mindre fartøj.
Du behøver heller ikke fiske på Sjællands Odde, men har du fisk til indvejning, skal du forbi Odden Havn for at få vejet ind.
Vi har talt med Einar Paulsen, der fisker makrel fra jolle langs kysten ved Havnsø. Læs her, hvordan han fisker makrel med succes.
Sejler tæt under land
Einar Paulsen har sin jolle ved Havnsø på Vestsjælland. Det er en Ryds 475, og den bruger han, når han fisker efter makrel langs kysten.
– Jeg sejler med to stænger langs kysten, så jeg er mellem 60 og 100 meter fra land. På hver stang har jeg et blink og ovenfor det et makrelforfang. Desuden har jeg monteret en Dipsy Diver en meter oppe ad linen, så jeg får ført min line et stykke ned i vandet. Den ene stang fisker ca. 2½ meter nede og den anden en meter dybere, forklarer Einar.
Bedst på forfang
Einar fortæller, at han her til morgen kom ind med 14 friske makreller. De 13 havde hugget på forfangene, og kun en enkelt havde taget blinket.
– Forfangene er klart de mest effektive. Nogle dage er det bedst med naturlige farver, mens det andre dage er pangfarverne, der virker bedst. Det finder man ud af på dagen, fortæller han.
Der skal fart på
Makrellen er en hurtig fisk, så det gælder om at få fart på jollen.
– Jeg fisker temmelig hurtigt, for makrellerne skal nok få fat i agnen. Til gengæld slipper jeg for de fleste fjæsinger, når jeg fisker hurtigt. I dag blev det kun til to, forklarer Einar.
Sådan deltager du i Makrelfestivalen
Festivalen afholdes i år den 18.-20. august med Odsherreds Sportsfiskerforening som arrangør.
Der er præmier for over 90.000 kr., og fanger du den største makrel, kan du kalde dig Danmarksmester.
Du kan læse alt om festivalen her.
Også muligheder uden båd
Makrellerne kommer tæt under land – især på steder med dybt vand, og derfor kan man sagtens fiske efter dem uden jolle eller anden båd.
– Du kan for eksempel fiske efter dem ved de to dæmninger ved Lammefjorden og Sidinge Fjord, hvor du ikke behøver waders. Bugten ved Skansehage lidt nord for Rørvig er også en fin plads med dybt vand. Men med waders og lange kast kan du også sagtens nå ud i de områder, hvor jeg sejler med jollen, slutter Einar.