Vinderne af UNG-prisen 2024 tog seks drenge med fra stenbroen til vildmarken i Lapland

Mikkel er i øjeblikket på fiskerejse i Fransk Polynesien, hvorfra han sender sin takkehilsen:

– Det kom som en kæmpe overraskelse for mig. Jeg havde ikke troet, vi ville vinde den flotte pris. Det bekræfter virkelig det frivilligarbejde, jeg laver for UNG-holdet, siger han.

Mikkel elsker at følge de unge, mens de udvikler sig som lystfiskere.

– Det har virkelig været dejligt at se dem vokse, forelske sig og blive bedre til fiskeri. Og fedt at se alle de venskaber, der kommer ud af det.

Mikkels instruktør-makker Otto kunne fanges med et almindeligt mobilopkald. Her afslører han, at turen til Lapland heldigvis gik glat. Ikke en eneste gang fik holdet brug for den medbragte satellittelefon, for der var ingen brækkede ben. Kun utrættelige drenge, der hverken havde tid til at spise eller sove.

– Jeg skulle hive drengene ud af elven, når vi skulle spise, fordi de var så optagede af fiskeriet, og de lagde heller ikke frivilligt fiskestangen fra sig, når midnatssolen gik ned bag fjeldene, fortæller Otto.

– Så måtte ”Mor Mikkel” og ”Far Otto” slå til og få dem i seng, griner han.

Hvorfor skulle I absolut rejse så langt væk med drengene?

– Omkring Adolfsström er det nærmeste rigtige vildmark, vi har tilbage. Andre steder kan fiskeriet ikke måle sig med det. Desuden er der noget mytisk over Lapland og hele den følelse af at skulle så langt væk og skulle stå på egne ben. Jeg tænker, at næste gang skal vi længere væk med de her københavnerdrenge. Så langt væk som overhovedet muligt.

Hvorfor er det så fedt at arbejde med de unge lystfiskere?

– Fordi vi kan bringe dem sammen gennem fiskeriet. I fiskeriet har sociodemografien ikke nogen betydning. Nogle af drengene kommer fra fine familier, mens nogle af de andre har svært ved at have råd til fisketurene. Men selvom en af dem er fra Amager, den anden er fra Sydhavnen, og den tredje er fra Hellerup, bliver de virkeligt tætte venner. 

– Jeg vil gerne give det videre, jeg ikke selv havde som ung. Det er min motivation. At kunne give de unge de venskaber og det helt særlige sammenhold, der kommer ud at fiske sammen.

Er du også blevet tæt med drengene fra Laplands-turen?

– Ja. Jeg har virkelig fået en god forbindelse til de drenge, og vi skriver tit sammen. De sender mig billeder af deres fangster, og så har vi en fest over det.

Jeg er også sådan en, de kan komme til, hvis de har problemer, som kan gå ud over fiskeriet. Så kan vi snakke lidt om det, uden at jeg skal være socialpædagog på nogen måde. Jeg føler mig ligesom en storebror for dem.

Med UNG-prisen følger der 10.000 kr., som skal gå til unge-arbejdet i jeres forening? Har I besluttet, hvad pengene skal bruges til?

Pengene for prisen kommer klart til at gå til næste års tur. Enten bliver det Lapland igen, eller også bliver det Finnmark eller Island.

Jeg vil gerne opfordre andre klubber til at lave sådan en tur. Det giver virkelig meget for de her unge. Mange af dem kommer en smule usikre på sig selv, og meget hurtigt ændrer de karakter. De bliver mere sikre på sig selv.

Hvad skal man gøre, hvis man som ung- eller juniorinstruktør drømmer om at arrangere en lignende tur?

Andre klubber er mere end velkomne til at række ud, hvis de vil planlægge en lignende tur. Turen kræver meget forberedelse, men vi har budgetter og pakkelister, som vi gerne deler med andre. Vi har også erfaringer med, hvordan man får taget snakken med børnenes forældre og gjort dem trygge ved, at vi tager deres børn med til ødemarken, siger Otto.