Dansk Akvakultur deler DSF’s frygt for lakselus
Dansk Akvakultur, interesseorganisation for de danske hav- og dambrugere, fraråder helt havbrug i Kattegat, da de deler Danmarks Sportsfiskerforbunds frygt for lakselusproblemer.
Der er en reel risiko for, at nye havbrug i Kattegat vil medføre en eksplosion af mængden af lakselus i de danske farvande. Det gjorde Danmarks Sportsfiskerforbund Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg opmærksom på i en henvendelse tidligere på ugen. Men det er ikke blot os lyst- og sportsfiskere, der mener, at lakselusproblematikken skal tages alvorligt.
– Vi har fra Dansk Akvakulturs side hele tiden fastholdt, at Kattegat er uinteressant set med havbrugernes øjne, skriver formand for Dansk Akvakultur Ivan Bundgård Sørensen i sin leder i organisationens nyhedsbrev fra oktober 2016 og fortsætter:
– Vi har hele tiden gjort opmærksom på, at det høje saltindhold i Kattegat sammenlignet med Bælterne vil betyde, at havbrugerne vil få store problemer med lakselus. Dette er ikke tilfældet i dag, da alle havbrugene ligger i farvande med et så tilpas lavt saltindhold, at lakselus ikke kan overleve. Det er nu slået fast af DTU Aqua i en rapport fra juli 2016, at det faktisk forholder sig sådan, idet et saltindhold på 20 o/oo er en kritisk nedre grænse for, at lakselus kan give problemer for såvel vilde fisk som opdrættede. DTU Aqua konkluderer (s. 2)”… gør det meget vanskeligt at udpege områder i Kattegat, hvor havbrug kan etableres uden risiko for infektion”. Det er fakta!, skriver Ivan Bundgård Sørensen.
Dansk Akvakulturs udmelding danner grundlag for en sjælden konsensus opdrættere og lystfiskere imellem.
– Det er tankevækkende, at havbrugerne selv påpeger risikoen for lakselus i forbindelse med fiskeopdræt i Kattegat. Det er ikke så ofte, at vi er enige med opdrætterne, men i dette tilfælde er vi helt på linje, – og det sender et klart signal til Miljø- og Fødevareudvalget om, at flere havbrug i Kattegat er en rigtig dårlig idé. Det er dog vigtigt at pointere, at vi på ingen måde bakker op om Dansk Akvakulturs øvrige ønsker om havbrug i Bælterne og Den Centrale Østersø. Vi ønsker al fiskeopdræt op på land i lukkede, recirkulerede anlæg, siger Verner W. Hansen, formand for Danmarks Sportsfiskerforbund.
Danmarks Sportsfiskerforbund har derfor i en supplerende henvendelse til Miljø- og Fødevareudvalget påpeget de to organisationers fælles frygt for lakselus i forbindelse med etablering af nye havbrug i Kattegat.