Genopretningsprojekt indvies ved Hover Å
Et af de hidtil største naturgenopretningsprojekter i Ringkøbing-Skjern Kommunes historie om genopretning af vandløb er netop afsluttet i foråret 2017, fortæller Per Søby Jensen, der er kommunens tovholder på projektet. I et givtigt samarbejde mellem Ringkøbing-Skjern Kommune, berørte lodsejere i området og Voldbjerg Mølle Fiskeri er Hover Å blevet lagt ud i ådalen, hvor
åen nu i dag er blevet slynget omkring Gammel Mølle Å. Med det nye genslyngningsprojekt er vandløbet blevet forlænget med et par hundrede meter.
I alt er ca. 2 kilometer af åen siden efteråret 2016 og frem til foråret 2017 blevet restaureret og genslynget, og der er etableret nye gydestryg, fortsætter han. Projektet har bl.a. haft til formål at forbedre vandrefiskenes op- og nedgangsforhold fra åen og ud til Ringkøbing Fjord. Desuden er den fysiske variation på det nye forløb blevet markant forbedret. Ved at forbedre de bedre fysiske
forhold er der skabt mere varierede vandløbsforhold for fiskene og smådyrene i åen. Åen slynger sig igen naturligt ned igennem engarealer, og hvor den har fået sin oprindelige samt naturlige hydraulik tilbage.
Desuden er der udlagt en lang række store kampesten som fiskeskjul for at gøre åen ekstra indbydende for bl.a. laks og ørreder. Samtidig har lodsejerne kunnet se en fordel i at få genskabt nogle herlighedsværdier i de områder, hvor man har svært ved at dyrke alligevel.
Projektet er blevet til via et godt samarbejde med de involverede lodsejere i projektområdet, Voldbjerg Mølle Fiskeri, entreprenørfirmaet JPK ApS og Hee Entreprise A/S og Ringkøbing-Skjern
Kommune. Projektet er finansieret af Ringkøbing-Skjern Kommune med egne midler til vandløbsrestaurering, slutter Per Søby.
Officiel indvielse af Hover å-projektet fredag den 16. juni 2017:
Alle interesserede er velkomne til at deltage i indvielsen.
Mødested: Hover Å, der hvor åen krydser vejen Heebro.
Program:
Kl. 13.30: Velkomst og officiel indvielse ved taler af bl.a. udvalgsformand Ole Kamp, Ringkøbing-Skjern Kommune.
Kl. ca. 14.00: Danmarks Center for Vildlaks udsætter ørred- og lakseyngel på de nyanlagte gydebanker i Hover å. Evt. lidt el-fiskedemonstration på gydebankerne.
Kl. ca. 14.15: En lille forfriskning og en bid brød.
Kl. ca. 15.00: Kort besigtigelse og information om projektet. Herefter ”kapsejlads-konkurrence med ”plastikænder” i Hover å. Hvem vinder konkurrence med den ”hurtigst-svømmende and”. Der vil være præmie til nr. 1, 2 og 3.
Kl. ca. 15.30: Dagen slutter med kanosejlads på den ny-restaurerede strækning af Hover Å. Kanosejladsen starter ved broen ved Hovervej 54 og slutter ved Voldbjerg Mølle Fiskeri (Voldbjergvej 19). Der vil maksimalt være en båd til rådighed pr. lodsejerejendom i projektområdet, samt et par ekstra til kanoer til ”de særligt udvalgte”.
Kl. ca. 16.30: Forventet afslutning NB. Husk det er et naturprojekt – så medbring praktisk tøj og gummistøvler.