Snart fri faunapassage forbi Ansager Mølle
Nu starter Varde Kommune snart med at lave vandløbsrestaureringen ved Ansager Mølle. Det vil medføre, at der over den næste tid bliver en del anlægsaktivitet omkring møllen og Ansager Å, skriver Varde Kommune i en pressemeddelelse.
Der skal laves passage ved møllen for fisk, og der skal udlægges grus i vandløbet. De betonbygværker der er ved dambruget og ved møllen fjernes. Selve møllen fjernes ikke. Der graves et nyt forløb uden om møllebygningen. Der vil blive fældet en række træer, men vi forsøger at begrænse det mest muligt.
For at begrænse skaderne på de omkringliggende arealer og for at lette anlægsarbejdet, vil Ansager Å i en kort periode, blive ledt over i afløbet fra det tidligere Ansager Mølle Dambrug. Herved sænkes vandstanden væsentlig i Ansager Å, på strækningen fra dambruget til møllen. Når anlægsarbejdet er overstået, vil vandet igen blive ledt over i Ansager Å.
Der vil i anlægsperiode blive anlagt en adgangsvej over den ubebyggede matrikel på Egedalen 37.
Du kan se hele projektet på Varde Kommunes hjemmeside, under ”Natur og Miljø” og ”Projekter”.
På billedet ses Ansager Ås udløb i den genslyngede Varde Å.