Kommunens entreprenør stod bag ulovlig opgravning af gydegrus
I februar måned opdagede Udsætningsforeningen Vestsjælland af 1995 (UFV95), at der var opgravet gydegrus over en strækning på halvanden kilometer af Vestermose Å i Tude Å-systemet. Det viser sig nu, at det er Slagelse Kommunes egen entreprenør, der står bag opgravningen.
Opgravningen, der var foretaget mellem oktober og februar, var klart i strid med regulativet og dermed ulovlig. Slagelse Kommune blev naturligvis inddraget.
I Slagelse Kommune lagde man ikke skjul på sin forargelse, idet strækningen var blevet restaureret af kommunen med netop det gydegrus, der nu lå på brinken. Derfor skulle ulovligheden politianmeldes, lød det fra Slagelse Kommune.
Men det var før Slagelse Kommune erfarede, at det var kommunens egen entreprenør, der havde udført opgravningen.
UFV95 har derfor en klar forventning om, at Slagelse Kommune snarest reetablerer strækningen, så der igen kan opnås en god økologisk tilstand i vandløbet.
Centerchef for teknik og miljø i Slagelse Kommune, Flemming Kortsen, har efterfølgende udtalt til SN.dk, at kommunen er meget ærgerlige over fejlen, og at strækning af vandløbet naturligvis skal reetableres.