Lystfiskere og landmænd samarbejder om vandløbsprojekt
Lystfiskerne og landmændene i Hjørring er gået sammen om at forbedre forholdene for ørrederne i Skrævad Bæk.
Lystfiskere fra Lystfiskeriforeningen for Liver Å er i samarbejde med kommune, lodsejer og Landbo Nord gået i gang med at plante vandranunkler i Skrævad Bæk til gavn for fisk og insekter.
– Vandranunkler skaber rigtig fine skjul for insekter og fisk i vandløbet, siger næstformand Emil D. Fulgsang fra Lystfiskeriforeningen for Liver Å til Tv2Nord.
Formålet er at skabe gemmesteder for ørredyngel og de store ørreder, der vandrer op i bækken fra Liver Å for at gyde.
Lars Peter Boel, der ejer bækken, er glad for, at lystfiskerne planter vandplanter i åen.
– Det, de er i gang med nu, vil jeg jo se som et godt initiativ til at være med til at skabe et godt miljø i vores vandløb, siger Lars Peter Boel, landmand og kredsbestyrelsesmedlem LandboNord.
Også lystfiskerne er glade for det gode samarbejde landmændene, som ofte er lodsejere af fiskevand.
– Vi er rigtige gode venner med landmændene, for det er deres jord vi går på, når vi vil fiske i åen, og uden et godt forhold til dem, havde vi ikke noget sted at fiske, slutter Emil D. Fulgsang fra lystfiskerforeningen til Tv2Nord.
Se Tv2Nords indslag nedenfor: