Leder: Foreningslivet står overfor et paradigmeskift

DSCF2072.jpg Skal vi fremtidssikre det gode danske lystfiskeri, er det afgørende, at lystfiskerforeninger og lystfiskere over hele landet står sammen. Sådan kan vi fortsat løfte det omfangsrige restaurerings- og fiskeplejearbejde og fastholde politisk indflydelse.

Er der brug for foreninger og interesseorganisationer i 2018? Absolut! Benyttelse og beskyttelse går nemlig fortsat hånd i hånd, og derfor er det afgørende, at vi lystfiskere fortsat er stærkt organiseret på tværs af hele landet. Men den nye digitale tidsalder kræver, at vi er omstillingsparate og forstår at fastholde det gode samarbejde gennem tidssvarende kommunikationskanaler.

En klog mand har engang sagt, at det nærmest er naturstridigt at organisere lystfiskere. Lystfiskere er individualister, der ofte er uenige, og som bestemt ikke bryder sig om at optræde i flok. På trods af dette var der i 1926 nogle visionære sportsfiskere, der tog initiativ til at få dannet Dansk Sportsfiskerforening. Foreningen var først og fremmest tænkt som en paraplyorganisation for de mange lokale lyst- og sportsfiskerforeninger, der opstod i 1920’erne. Dansk Sportsfiskerforening blev senere, i 1938, til Danmarks Sportsfiskerforbund.

Initiativtagerne var fremsynede folk, der længe før de fleste andre, så de forhold, der truede den danske natur, vandmiljøet og fiskebestandene. »Værn vore vande« var foreningens motto. Der er løbet meget vand i åerne siden, men det er netop denne vision og sammenholdet mellem de lokale lyst- og sportsfiskerforeninger og Danmarks Sportsfiskerforbund som stærk interesseorganisation, der har været af helt afgørende betydning for, at vi i dag har et helt unikt grundlag for at dyrke lystfiskeri i Danmark.

Det betyder imidlertid ikke, at vi i foreningerne og i forbundet kan hvile på laurbærrene. Tværtimod. Der er fortsat mange udfordringer at tage fat på, hvis vi også fremover skal skabe gode vilkår for lystfiskeri for alle i en rig natur med flere vilde fisk. Det er derfor dybt bekymrende, at forbundets medlemsforeninger gennem de senere år har mistet et betydeligt antal medlemmer om året, og at flere foreninger vælger at stå udenfor fællesskabet i Danmarks Sportsfiskerforbund. For hvis vi ikke havde de lokale lyst- og sportsfiskerforeninger, hvem skulle så udføre det store frivillige restaurerings- og fiskeplejearbejde af vores fiskevande, og hvem skulle så videreføre den stolte danske lystfisketradition, som bygger på at beskytte og benytte, til en ny generation af lystfiskere? Og hvem skulle så varetage dine interesser som lystfisker og tale din sag i forhold til myndigheder og politikere, hvis vi ikke havde et stærkt Danmarks Sportsfiskerforbund?

DSCF9179-Edit copy.jpg
En ny digital tidsalder har ændret på måden, vi kommunikerer med hinanden på. Derfor er det nødvendigt, at foreninger og forbund udvikler og tilpasser sin kommunikation efter dagens standarder.

Nye kommunikationskanaler giver nye muligheder
For at vende den vigende medlemstilslutning til fremgang skal vi både i foreningerne og i forbundet tilpasse os nutiden og de muligheder, det giver os. Mange tusinde lystfiskere er ikke medlemmer af hverken foreninger eller forbundet, så potentialet er stort. Samtidig er der også blandt lystfiskere et stigende engagement i de natur- og miljøproblemstillinger, som har betydning for deres fiskeri. Det kommer især til udtryk i forhold til konkrete natur- og miljøsager. Facebookgruppen ”Bevar de forhadte vandløb” og de borgergrupper, der er etableret i kampen imod havbrug flere steder i landet, er gode eksempler på dette.

De digitale medier sikrer en hurtig spredning af nyheder og information. Det giver både foreningerne og forbundet helt nye muligheder for at være i kontakt og dialog med vores medlemmer. Denne dialog skal bidrage til, at aktiviteterne i foreningerne og forbundet afspejler medlemmernes ønsker og behov. Det forudsætter naturligvis, at vi såvel i foreningerne som i forbundet er parate til at lytte og give plads til nye ideer. De digitale medier giver os samtidig nye muligheder for at kommunikere med lystfiskere i hele Danmark, og dermed i højere grad også nå ud til gruppen af potentielle medlemmer. I den sammenhæng ser vi et stort potentiale i arbejdet med at udvikle Fiskekort.dk til én indgang til lystfiskeri i Danmark. Forbundet har endvidere gennem de seneste par år investeret mange ressourcer i modernisering af forbundets digitale kanaler med henblik på at styrke vores kommunikation.

I skrivende stund arbejder vi nu på udvikling af en ny kommunikationsstrategi. Et af målene med dette arbejde er at flytte flere ressourcer til arbejdet på de digitale medier. Det vil give os bedre muligheder for hurtigt og mere præcist at orientere om forbundets arbejde til gavn for lystfiskeriet, og samtidig give medlemmerne bedre muligheder for at kommunikere med os.

DSCF2897.jpg
Lystfiskeri er for rigtig mange mennesker et frirum fra en moderne og travl verden. Og det skal det også gerne være i fremtiden.

FORDELE VED MEDLEMSKAB


• En interesseorganisation, som hver dag arbejder for, at dit fiskeri skal blive bedre gennem en bedre natur-, miljø- og fiskeriforvaltning.

• En interesseorganisation, der arbejder for at styrke din forening gennem rådgivning, hjælp til administrationsopgaver, mulighed for at sælge fiskekort på et moderne Fiskekort.dk samt mulighed for at bygge en moderne hjemmeside.

• Din forening kan få besøg af en foreningskonsulent eller instruktør, som kan inspirere arbejdet i din forening.

• Du er forsikret gennem en kollektiv arbejdsskade- og ansvarsforsikring, når du f.eks. deltager i din forenings vandplejearbejde eller fiskearrangementer.

• Og så får du magasinet Sportsfiskeren i din postkasse.

Generation iPad
De unge er en af de målgrupper, der kan være vanskelige at tiltrække. Der er ingen tvivl om, at unge tilbringer en stor del af deres tid bag skærmen. Men der er også erfaringer, der viser, at unge gerne vil ud i naturen og opleve spændingen ved at fiske. Men de skal hjælpes på vej. Tidligere var det ofte far eller bedstefar, som vakte børns interesse for lystfiskeri. I dag er problemet, at forældrene ikke har tid, og bedsteforældrene bor for langt væk. Her kan foreningerne spille en vigtig rolle, i det vi jo i foreningerne har mange dygtige lystfiskere, som er blændende formidlere. Det skal vi udnytte.

Nyere forskning viser dog, at et enkelt introarrangement ikke er nok til at fange de unges opmærksomhed. Der skal planlægges længere forløb, som sikrer, at de unge oplever forskellige former for fiskeri, får viden om fiskeriet og om natur- og fiskepleje samt løbende bliver dygtigere til at fiske og dermed får en oplevelse af at forbedre sig. Lykkes dette, bliver de i foreningen. ØrredPatruljen, der er udviklet af Uffe Clemmensen, formand for Roskilde Lystfiskerforening, er et rigtig godt eksempel på dette.

I forbundet har vi i samarbejde med Danmarks Jægerforbund udviklet projektet BlivNaturligVis, som tilbyder at understøtte folkeskolerne i at lave samarbejde med de lokale jagt- og fiskeriforeninger. Projektet er understøttet af Nordea- fonden. Til næste år sætter vi projektet ”Fiskeskoler for flygtninge” i gang. Projektet skal resultere i en ”kogebog”, der skal give gode råd til, hvordan foreninger kan tage imod nye medlemmer og sikre, at de bliver i foreningen. Projektet er et samarbejde med Integrationsportalen.dk og er støttet af Friluftsrådet.

Lederen er bragt i Sportsfiskeren 5, 2018.

Bliv medlem

Støt op om vores arbejde

og bliv en del af fællesskabet

Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Det er ikke en gyldig e-mail
Der findes allerede en profil med denne e-mail, log venligst ind først.
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Dette felt er påkrævet
Ingen ABU Sölv kystagn + cap (+ 149 kr.) DSF Cap (+ 100 kr.) Flexi Stripper (+ 149 kr.) Geoff Anderson WizTool værktøj (+ 149 kr.)
Farve: Blå Farve: Grøn Farve: Pink Farve: Sort
Dette felt er påkrævet

DKK {{model.price | number : 2}}

Vælg betalingsform

MobilePay MobilePay Betalingskort Kort

Ja tak, send mig nyhedsbreve med nyheder, tilbud, kurser og fortællinger om arbejdet for flere vilde fisk og et bedre lystfiskeri.

Jeg accepterer Danmarks Sportsfiskerforbunds betingelser. Dine oplysninger vil blive brugt til medlemsadministration såsom kontingentopkrævning og udsendelse af vores medlemsmagasin Sportsfiskeren. Se også vores privatlivspolitik.

Du skal acceptere vores betingelser

Kontingent gælder i 1 år. Fornyes automatisk og kan til enhver tid opsiges via "Min Side"