Næstsidste lænke bliver lirket op i Binderup Å
Spærringen ved Klæstrup Mølle i Binderup Å kan nu fjernes, efter at den sidste forhindring for projektet er ryddet af vejen. For den sidste spærring ved Binderup Mølle er sagen fortsat uafklaret.
Binderup Å er ét at de mest fantastiske vandløb i Nordjylland, især på grund af de lange naturlige forløb med mange smukke sving med skjulesteder for fisk og smådyr. Ligesom mange andre vandløb er åen imidlertid stadig fastlåst af ”tunge lænker” i form af spærringer. Men nu er der udsigt til, at endnu en lænke, som har spærret for fiskenes og vandinsekternes vandring i Binderup Å, bliver låst op. Miljø- og Energiudvalget i Aalborg kommune har godkendt, at der gennemføres en ekspropriation i forbindelse med, at spærringen ved Klæstrup Mølle i Binderup Å bliver fjernet. Det skriver Nordjyske.dk.
Ekspropriation har været nødvendigt i dette tilfælde, fordi kommunen ikke har kunnet opnå et forlig med én af lodsejerne om kompensation. Dermed er den sidste forhindring for projektet ryddet af vejen.
Erstatningen er på 75.790 kroner fordelt på to lodsejere til blandt andet udgifter til oppumpning af vand til møllesøen, fordi åen ikke længere leverer vandet. Beløbet skal dække udgiften til el til pumpen i 20 år, som er den maksimale erstatning.
Håbet om en frisat å
– Fjernelse af opstemningen ved Klæstrup Mølle er den næstsidste indsats. Så mangler der blot den nederste spærring ved Binderup Mølle, siger miljø- og energirådmand Lasse P. N. Olsen (EL) til Nordjyske.dk, der betegner netop dét projekt som det væsentligste af samtlige. Forklaringen er, at stedet nederst i åsystemet har afgørende betydning for, at der opnås fuld miljøeffekt af kommunens mangeårige indsats for at fjerne især spærringer. Ved at fjerne den nederste spærring kan man åbne op for ca. 40 kilometer af det mest slyngede og naturlige vandløb ikke bare i Nordjylland, men i hele Danmark.
Miljø- og energirådmand Lasse P. N. Olsen (EL) har ikke opgivet håbet om, at havørreder uhindret skal have mulighed for at trække fra Limfjorden og op i Binderup Å for at gyde i de mange kilometer vandløb.
– Vi forsøger at få det gennemført i forbindelse med næste vandplan og har i den forbindelse været i dialog med Folketingets miljø-og fødevareudvalg om muligheden for at finde en anden finansiering, siger Lasse P. N. Olsen, der samtidig fortæller Nordjyske.dk, at der arbejdes på at finde en anden og billigere løsning end den hidtil skitserede, som vil koste syv-otte millioner kroner.
Læs mere om projektet ved Klæstrup Mølle i referat fra Miljø- og Energiudvalget – se punkt 8.
Læs også nyheden på Nordjyske.dk (kræver abonnement).