Foredrag: Bliv klogere på de danske fiskebestande
Kom til et spændende foredrag, der går tæt på ”Fiskens habitat og dets betydning”.
Foredrag med Andreas Svarer og Henrik Ravn fra DTU Aqua
Hvornår: 21. februar kl. 19.00
Hvor: Fussingsvej 65, 8700 Horsens
Arrangør: Horsens og Omegns Sportsfiskerforening
Der er gratis adgang for alle.
Foråret lurer lige om hjørnet, og inden du får set dig om, er å-sæsonen i fuld sving. I Horsens og Omegns Sportsfiskerforening råder man både over fiskevande med havørredopgang og over fine strækninger i Gudenåen med gode chancer for fangster af bækørred og stalling. Alene i Gudenåen råder foreningen over ca. 15 km fiskevand.
På torsdag den 21. februar har foreningen inviteret to eksperter fra DTU Aqua til at dele ud af den viden, de har opnået gennem utallige timer i felten.
Stor erfaring fra arbejde og fritid
Henrik Ravn og Andreas Svarer fra DTU Aqua bruger hvert år hundredvis af timer langs de danske vandløb som en del af deres job med monitering og forskning i de danske fiskebestande. Dette har givet dem en unik indsigt i forholdene for de danske fiskebestande i en lang række af de danske vandløbssystemer. Når de ikke er på arbejde, er de begge flittige lystfiskere med både spinne- og fluestangen langs å, sø og kyst.
Foredraget finder sted i foreningens klublokaler, og ikke-medlemmer er også velkomne til at kigge forbi og blive klogere. Der er gratis adgang.