Klagesag vundet: Klagenævn ophæver Hedensted Kommunes miljøgodkendelse af Hundshage Havbrug
Miljø- og Fødevareklagenævnet har i en ny afgørelse ophævet Hedensted Kommunes miljøgodkendelse af Hundshage Havbrug, der ejes af Hjarnø Havbrug A/S. Afgørelsen kommer på baggrund af en klage fra Danmarks Sportsfiskerforbund og en række andre grønne organisationer.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har nu truffet afgørelse om at ophæve Hedensted Kommunes miljøgodkendelse af Hundshage Havbrug af 12. maj 2015. Sagen er dermed hjemvist til fornyet behandling i Hedensted Kommune. Afgørelsen kommer efter, at Danmarks Sportsfiskerforbund og en række andre grønne organisationer havde klaget over havbrugets miljøgodkendelse.
– Vi er naturligvis meget tilfredse med, at vi har vundet klagesagen. Men det er jo desværre samtidig endnu et eksempel på, at det sejler i havbrugssektoren, hvor der langt fra er styr på de nødvendige tilladelser, siger Verner W. Hansen, formand i Danmarks Sportsfiskerforbund.
Begrundelsen for klagenævnets afgørelse er først og fremmest, at der ikke er foretaget en nødvendig habitatkonsekvensvurdering, - altså en vurdering af havbrugets påvirkning af naturen og miljøet i det nærliggende Natura 2000-område.
– Klagenævnets afgørelse har været helt forudsigelig, så det er helt urimeligt, at vi nu står i en situation, der skulle have været afklaret for flere år siden. Allerede i 2012 ophævede og hjemviste Miljø- og Naturklagenævnet to miljøgodkendelser, som Hedensted Kommune havde meddelt til to af havbrugene i Horsens Fjord med samme begrundelse, nemlig at der ikke var foretaget en habitatkonsekvensvurdering. På trods af det meddelte kommunen i 2015 en ny miljøgodkendelse af Hundshage Havbrug uden habitatkonsekvensvurdering. Det er jo fuldstændig uacceptabelt, at Hedensted Kommune på den måde har tilsidesat klagenævnets afgørelser, siger Verner W. Hansen
Havbrugene i Horsens Fjord mangler miljøgodkendelser og placeringstilladelser
Situationen er nu den, at alle fem havbrug, som Hjarnø Havbrug A/S og Snaptun Fiskexport A/S driver i Horsens Fjord, hverken har nye miljøgodkendelser eller lovlige placeringstilladelser ifølge Kammeradvokatens gennemgang af placeringstilladelser.
– Det er en fuldstændig uacceptabel situation, som skal bringes i orden hurtigst muligt. De fem havbrug i Horsens Fjord kører nu reelt set på ældgamle tilladelser fra 90’erne, hvor der ikke er taget hensyn til havbrugenes negative påvirkning af natur og miljø i området, siger Verner W. Hansen.
Det er nu Hedensted Kommunes opgave at få lavet en samlet habitatkonsekvensvurdering for de fem havbrug i Horsens Fjord. Samtidig er Miljøstyrelsen som opfølgning på Kammeradvokatens rapport ansvarlige for at bringe placeringstilladelserne i orden – også med udgangspunkt i en habitatkonsekvensvurdering.