Skarv og tørke truer fiskebestandene ved Præstø Fjord
Skarvbestanden ved Præstø Fjord tager godt for sig af ørreder og gedder. Sammen med endnu en tør sommer har det sat fiskebestandene ved fjorden under pres, så nu tager Pionerer i Vandpleje (PIV) initiativ til at regulere og bortskræmme skarverne.
Torsdag den 1. august var vandplejefolk fra PIV i Faxe ude ved Herrredsbækken og Rødlersbækkens udløb i Præstø Fjord, og her opsatte de store rovfugledrager, der skal være med til at skræmme skarverne væk fra de sårbare mundingsområder. Senere vil de også blive sat op ved Krobækken. Der fortæller Sjællandske i en artikel den 3. august 2019.
Skarven søger ind til vandløbene
– Problemet er, at der ikke er nok fisk længere ud på havet, så derfor dykker skarven ned i fjordens lave vand og henter maden. Vi håber, at kunne skræmme dem væk ved at sætte dragerne op, der i vinden bevæger sig ligesom større dykkende rovfugle, siger Iben Buhl fra PIVs bestyrelse til avisen.
Vandplejefolkene er godt klar over, at skræmmeeffekten kun vil virke 3-4 dage ad gangen, og det vil blive suppleret med regulering af bestanden. Det har PIV nemlig fået Naturstyrelsens tilladelse til.
Danmarks Sportsfiskerforbund mener
Danmarks Sportsfiskerforbund arbejder for, at skarvens påvirkning på de vilde fiskebestande skal reduceres til et acceptabelt niveau.
Der er blandt andet behov for lettere adgang til reguleringstilladelse, og der skal etableres samarbejde på tværs af landene i Østersøområdet.
Starter regulering
– Skarven er fredet, og den har sin biologiske berettigelse i vores natur, men de seneste år er dens udbredelse blevet en trussel imod fiskeynglen. Derfor har vi fået lov til at regulere den. Her er cirka 130 individer, som fortærer rigtig mange fisk, siger PIV’s formand Søren Jensen, der søndag vil indlede jagten på skarven sammen med Kim Husted fra PIVs bestyrelse.
Reguleringstilladelsen, som indtil videre er uden loft, gælder frem til 31. december 2019 helt op til Faxe Å og Vivede Mølleå.
Var tilladelsen kommet tidligere, ville Søren Jensen gerne have været i gang allerede i april, hvor ørredsmoltene trækker ud af vandløbene.
Udgifterne til rovfugledragerne har PIV fået dækket af Sydsjællands Ørredfond.
Tørke giver problemer
Tørken i 2018 var virkelig hård for de små sydsjællandske vandløb, og frem til der kom regn i starten af august, har det bestemt også set slemt ud.
– Det har regnet i et par dage, men der er slet ikke kommet vand nok. Herredsbækken var nærmest tørlagt, så fiskene nogle få steder var strandet i huller med nogle få centimeters vanddybde, fortæller Iben Buhl til avisen.