Træstammer giver skjul for ørreder i Geels Å
Kerteminde Kommune og Havørred Fyn har gjort det lettere at være en lille ørred i Geels Å på Fyn. Et projekt med udlægning af træstammer har nemlig givet de små ørreder tag over hovedet og bedre beskyttelse mod prædatorer.
I løbet af efteråret 2019 gik Kerteminde Kommune og Havørred Fyn sammen om et projekt ved Geels Å, der har sit udløb på østsiden af Odense Fjord. Hensigten var at skabe bedre skjul for åens ørreder, så de ikke var så udsat for angreb fra prædatorer som skarv, hejre og odder.
Træstammer giver skjul
Derfor er der lagt et stort antal træstammer ud i vandløbet, der giver ”tag over hovedet” og skjul for ørreder, men også er til gavn for mange andre dyr og vandløbets fysiske forhold.
Projektet er betalt af Havørred Fyn og Kerteminde Kommune og er blevet til i nært samarbejde med lodsejerne langs åen. Det har været en forudsætning, at vandets evne til at løbe væk ikke måtte påvirkes negativt. Efteråret 2019 blev det vådeste i 130 år, så projektet har fået testet denne forudsætning til det yderste.
Arbejdet er udført af entreprenør Asger Lindenskov og biologisk rådgiver Erik Tveskov i fællesskab. Der har været fokus på at forankre træstammerne og sikre, at de ikke kan forårsage dæmninger og spærringer i vandløbet. Samtidig skulle udlægningen så vidt muligt ikke ligne noget menneskeskabt.
Tilfreds udvalgsformand
Formanden for Miljø-, Natur- og Teknikudvalget i Kerteminde Kommune Jesper Hempler glæder sig over projektet og den positive lodsejerstemning:
– Det er godt, at lodsejere og kommune kan arbejde sammen og sammen skabe bedre forhold for fiskene i åen.
Opfølgende undersøgelser
Forud for projektets gennemførelse er der lavet en række undersøgelser af plante-, smådyr- og fiskeliv i åen, og ved samme lejlighed blev der desuden elektrofisket i Vindinge Å. Der er tidligere fanget lakseyngel ved Bierne Mølle, og i 2019 blev der igen fundet et stort antal lakseyngel.
Kommunen planlægger en opfølgende undersøgelse ned gennem vandløbet i løbet af 2020 for på en mere systematisk måde at holde øje med udviklingen i laksebestanden. Der er desuden udtaget prøver til DNA-analyse for at kunne redegøre for, hvilken oprindelse fiskene har. Resultaterne heraf vil foreligge senere på året.