Danmarks Sportsfiskerforbund vinder klagesag ved Tangeværket
Miljø- og Fødevareklagenævnet har efter klage fra Danmarks Sportsfiskerforbund afvist Viborg Kommunes godkendelse af et varmepumpeprojekt ved Tangeværket, der indebærer vandindvinding fra Gudenåen. Afgørelsen er endnu et eksempel på, at der er behov for en permanent passageløsning ved Tangeværket.
Den 23. januar 2018 ansøgte Gudenaacentralen, der driver Tangeværket, Viborg Kommune om tilladelse til at etablere en varmepumpe, der skal levere fjernvarme til Bjerringbro. Viborg Kommune godkendte projektet og traf samtidig afgørelse om, at der ikke er behov for at udarbejde en miljøvurderingsrapport i forbindelse med det nye projekt.
Afgørelsen var ifølge Danmarks Sportsfiskerforbund ikke gyldig, og Forbundet påklagede derfor sagen.
– Der kan ikke herske tvivl om, at Gudenaacentralens nye varmepumpeprojekt og den tilhørende vandindvinding kræver, at der udarbejdes en miljøvurderingsrapport, siger Lars Brinch Thygesen, natur- og miljøkonsulent i Danmarks Sportsfiskerforbund og forklarer:
– Det er helt nødvendigt, at det bliver vurderet, hvordan projektet vil påvirke habitatområderne Randers Fjord og Tinnet Krat, herunder den fri faunapassage i Gudenåen for blandt andet havlampret, bæklampret og flodlampret, som udgør udpegningsgrundlaget for de nævnte naturområder. Derudover skal miljøvurderingsrapporten tage stilling til om projektet begrænser muligheden for at nå målopfyldelse i vandløbssystemet efter EU’s Vandrammedirektiv, for eksempel ved at have negativ indflydelse på fiskebestandene i vandløbssystemet, siger Lars Brinch Thygesen.
– Det gjorde vi naturligvis klart i vores klage over projektet, og vi er derfor tilfredse med, at Miljø- og Fødevareklagenævnets har givet os medhold i vores klagepunkter, og nu sender projektet til fornyet behandling hos Viborg Kommune.
Permanent passageløsning skal findes inden 2027
Tilbage i januar 2019 mistede Gudenaacentralen sit statstilskud til el-produktion ved Tangeværket, og senere på året, den 21. februar 2019, afgjorde Miljø- og Fødevareklagenævnet, at der ikke er foretaget en nærmere vurdering af opstemningen ved Tangeværkets påvirkning på vandrende fiskearter, som havlampret, flodlampret og bæklampret, og meddeler derfor Viborg Kommune, at deres tilladelse til Gudenaacentralens vandindvinding ikke er grundig nok.
– Det står efterhånden lysende klart, at Tangeværket ikke kan fortsætte sin nuværende drift, uden at det er i direkte strid med gældende dansk og europæisk natur- og miljølovgivning. Værket spærrer for den frie vandring for en række truede fiskearter samt laks og ørreder, og i nu 100 år har det udgjort en prop i Danmarks største vandløbssystem, siger Lars Brinch Thygesen.
– Det er derfor på høje tid, at der bliver fundet en permanent passageløsning, der både vil gavne naturen, lystfiskeriet og de rekreative muligheder langs Gudenåen. Det bliver en umulig opgave for Viborg Kommune at godtgøre, at den spærrende opstemning ikke har en negativ effekt på de vandrende fisk, siger Lars Brinch Thygesen.
Danmark står netop nu overfor den tredje og sidste vandplanperiode, der er en del af EU’s Vandrammedirektiv, der kræver, at Danmark sikrer målopfyldelse for vandløb, søer og overfladevand inden udgangen af 2027. For Gudenåen betyder det, at der skal skabes passage ved Tangeværket.
– En løsning ved Tangeværket er blevet udskudt gang på gang, men nu er det absolut sidste udkald. Der skal findes en løsning. Det optimale ville være, at fjerne spærringen og reetablere Gudenåen i sit oprindelige løb, men politisk kan det være noget nær umuligt at få igennem. Derfor er et langt omløbsstryg nok den mest realistiske og fornuftige løsning, siger Lars Brinch Thygesen.
Det er som udgangspunkt Viborg Kommune, samt de øvrige Gudenå-kommuner, der i fællesskab skal komme frem til en løsning, men det har tidligere vist sig at være svært.
– Kommunerne har haft svært ved at finde fælles fodslag. Men Gudenåen er et nationalt anliggende. Derfor vil vi stærkt opfordre miljøminister Lea Wermelin om at tage initiativ til en politisk drøftelse af, hvordan vi får skabt passage i Gudenåen. Det er som sagt sidste udkald, hvis der skal skabes fri passage inden 2027, siger Lars Brinch Thygesen.