Ny plan for fiskepleje: Ørredbestanden er gået tilbage i Uggerby Å
I 2020 blev der foretaget elfiskeundersøgelser i Uggerby Å, og det har nu udmøntet sig i en ny plan for fiskepleje, som er gældende her fra 2021. Den tidligere plan var fra 2009, så de nye undersøgelser viser, hvordan udviklingen har været, og det er tydeligt, at der er store udfordringer i vandløbssystemet. Heldigvis er der udsigt til, at der kommer passageløsninger ved to store spærringer i åen.
Med 8-10 års mellemrum bliver de enkelte vandløb og vandløbsområder undersøgt, så planerne for fiskepleje – tidligere kaldt udsætningsplaner – kan blive revideret.
I 2020 var Uggerby Å i Nordjylland blandt de vandløb, der blev undersøgt, og nu foreligger den nye plan for fiskepleje, der gælder fra 2021. Du finder den nye plan her.
Planen beskriver de eksisterende forhold i vandløbet og kommer med forslag til forbedringer. Den angiver også den mængde fisk, der må udsættes i vandløbet.
Tilbagegang på mange strækninger
Ved undersøgelsen i 2020 blev der elfisket på 99 stationer fordelt i hele vandløbssystemet, og resultaterne var ikke opmuntrende.
Antallet af stationer med naturlige halvårsørreder var således faldet fra 41% til 26%, og bestandstætheden af halvårsørreder, der i 2009 var 14 pr. 100 m2, var reduceret til kun 4 pr. 100 m2.
Kun en station ved Stensbæk viste fremgang, mens ni stationer viste markant tilbagegang, og den samlede naturlige smoltproduktion anslås til beskedne 982 stk.
Problemer på flere fronter
Undersøgelsen peger på en række problemer i vandløbssystemet, som alle er med til at begrænse den naturlige forekomst af ørreder.
Der blev således konstateret hårdhændet vedligeholdelse på 23 stationer, mens der var tilgroning på andre 15 stationer.
På 48 stationer var der mangel på skjulesten og gydegrus, mens der blev konstateret betydelig sandvandring på hele 77 stationer.
To store spærringer
På 24 stationer var der spærringer og rørlagte strækninger, men især to store spærringer påkalder sig særlig opmærksomhed. Det gælder spærringen ved Bindslev Gl. Elværk og en spærring ved Mosbjerg Dambrug.
Problematisk museumsdrift
Ved Bindslev Gl. Elværk findes en fisketrappe, der fungerer rimeligt, så længe hovedmængden af vandet føres gennem trappen, men fra 2004 genoptog elværket driften, og det har vist sig meget problematisk for ørredbestanden i vandløbet.
– Vi kan se et betydeligt fald i mængden af ørreder i åen, siden man genoptog driften, fortæller Karsten Jakobsen, der er formand for Hjørring og Omegns Sportsfiskerforening.
Han fortsætter:
– Der skulle blot være tale om museumsdrift, men vi kan se, at der årligt tjenes omkring en kvart million kroner på driften, så det har fået et alt for stort omfang, og som det foregår nu, vil det ikke være muligt at opfylde miljømålene for åen.
Udsigt til indsatser
Hos Hjørring Kommune er der opmærksomhed på problemet, og en indsats i forbindelse med vandområdeplanerne er ved at blive sat i værk, så der kan blive skabt en permanent passageløsning ved elværket. Der er nemlig afsat 24 millioner kroner til et projekt, som er beskrevet her.
Ved spærringen ved Mosbjerg Dambrug ledes der i dag vand ind direkte fra vandløbet, men her er der udsigt til, at vandet fremover skal pumpes ind, så spærringen kan fjernes. Læs mere om dette projekt her.
– Det skal siges, at Hjørring Kommune har igangsat en større udredning om vandløbenes tilstand. Forvaltningen har i en rapport til politikerne peget på en række årsager til den dårlige tilstand, for eksempel for dybt nedgravede vandløb, manglende overholdelse af 2 meter-bræmmer og for hård vedligeholdelse, og der afventes en uvildig rapport, der skal være med til at konkretisere de nødvendige tiltag, fortæller Karsten Jakobsen og fortsætter:
– Vi har også som sportsfiskerforening været på banen for at forbedre forholdene og har over de sidste to år udlagt omkring 800 m2 gydegrus rundt omkring i vandløbssystemet. Desuden laver foreningen et vedligeholdelsesarbejde på de kendte gydebanker, som blæses rene for sediment og sand.
Stort set uændrede udsætninger
I den nye "Plan for fiskepleje" fortsætter de nuværende udsætninger på det hidtidige niveau. Dog vil de tidligere yngeludsætninger bliver ændret til halvårsørreder. De har nemlig en bedre overlevelse, og det vil betyde, at behovet for rogn bliver mindre, så der ikke skal opfiskes så mange moderfisk.