Her er kandidaterne til Natur- og miljøprisen 2022
16 kandidater er indstillet til Danmarks Sportsfiskerforbunds Natur- og miljøpris 2022, som uddeles for en særlig indsats for miljøet eller sportsfiskeriets interesse.
Om Natur- og miljøprisen
Danmarks Sportsfiskerforbunds Natur- og miljøpris uddeles hvert andet år for en særlig indsats på miljøområdet eller en særlig indsats for sportsfiskeriets interesse.
Prisen kan tildeles en person, persongruppe, forening eller sammenslutning uden for Danmarks Sportsfiskerforbund. Den kan desuden tildeles en offentlig myndighed.
Prisen uddeles i forbindelse med Sportsfiskerforbundets kongres, og med prisen følger 10.000 kr.
Hvert andet år uddeler Danmarks Sportsfiskerforbund Natur- og miljøprisen til en person, gruppe eller organisation, der har gjort en prisværdig indsats på miljøområdet eller for sportsfiskeriets interesse. Prisen bliver næste gang uddelt i forbindelse med Sportsfiskerforbundets kongres den 26.-27. november 2022, og dette efterår kunne alle foreslå en kandidat til Natur- og miljøprisen 2022.
På den baggrund har vi modtaget en lang liste af indstillinger til prisen, hvoraf flere peger på de samme kandidater. Der er i alt 16 kandidater, som har beskæftiget sig med alt fra stenrev til udbredelsen af lystfiskeriet på Fyn. Fælles for dem er, at de brænder for at gøre en forskel for vandmiljøet og/eller lystfiskeriet.
Danmarks Sportsfiskerforbunds bestyrelse vil på kongressen afsløre, hvem prisen går til.
Kandidater til Natur- og miljøprisen 2022:
Rune Hylby
For sit store arbejde som bandeleder for Den Sjællandske Grusbande og for sjællandske ørredbestande.
Niels Jepsen, seniorforsker ved DTU Aqua
For sin forskning i skarvens prædation på sårbare fiskebestande.
Ejnar Olsen
For mere end 50 års arbejde for Karup Å’s havørreder og gydebanker og for at skabe gode opvækst- og levesteder for Karup Å-stammen.
Simon Rømer, formand for Bornholms Sportsfiskerforening/bestyrelsesmedlem i Danmarks Sportsfiskerforbund, samt Per Clausen, medlem af Bornholms Sportsfiskerforening
For deres store arbejde for at få indført skærpede regler for havørredfiskeriet omkring Bornholm.
Torben Thinggaard
For en mangeårig indsats i vandplejen og en forbilledlig evne til at indgå dialog med lodsejere og andre samarbejdspartnere.
Odense Sportsfisker Klubs Fiskeskole
For at samle hele Fyn om interessen for lystfiskeri til inspiration for hele landet.
Jimmy Spur Olesen, biolog i Vordingborg Kommune
For sin utrættelige indsats for vandmiljø, fiskebestande og naturforbedringer omkring Sydsjælland og Øerne.
Arne Bager
For sin store og resultatskabende indsats som frivillig natur- og miljøkoordinator for DSF i Aarhus og Djurs.
Bo Mammen
For at være den, der alvor har opstartet stenrevsprojekterne i Danmark og gjort stenrev til et hot emne.
Bo Levesen, biolog i Vejle Kommune
For sin store indsats for vandmiljøet og ikke mindst for sin inkluderende og ukuelige inddragelse af lodsejere i sine mange og omfangsrige vandområde-genoprettelses projekter.
Facebook-siden Kaninen Katrine fra Endelave
Ingen begrundelse
Havørred Fyn og Grusbanden
For at slås med DTU Aqua og DSF og alle, som tænker, at man kan kun gå vandpleje-vej og ikke begge veje.
Søren Larsen, fiskemester ved Danmarks Center for Vildlaks
For den utrættelige indsats, han har gjort for laksens ve og vel.
Torben Hansen, biolog i Aabenraa Kommune og formand for vandplejen i Brede Å Lystfiskerforening
For sin store indsats i spidsen for utallige vandmiljø-projekter både professionelt og som frivillig.
Mogens Flindt, lektor ved Biologisk Institut, Syddansk Universitet
For at have været primus motor i udviklingen af udplantning af ålegræs, sandcapping, droneoptælling af ålegræsskud-tæthed m.m.
Foreningen Hunderevet
For et super flot stenrevsprojekt, som gavner vores lidende havmiljø, og for at være til inspiration for andre grupper med ambitioner om at (re)etablere rev.