Hjælp med at fjerne efterladte fiskeredskaber
Med projektet "Liv i Limfjorden - fri for spøgelsesnet" fortsætter Limfjordsrådet nu en tidligere indsats med at fjerne efterladte fiskeredskaber fra Limfjorden og Aalborg Bugt. Du kan give en hånd med ved at anmelde de efterladte redskaber, du støder på, når du fisker i området.
Efterladte fiskeredskaber – også kendt som spøgelsesnet – er et stort problem i det marine miljø. Ud over den forurening, de i sig selv udgør, fisker de nemlig videre, efter de er forladt eller tabt.
Ved et tidligere projekt blev der fjernet 40 tons marint affald, og nu fortsætter indsatsen i et nyt projekt, hvor det er målet at få fjernet yderligere 100-200 tons i løbet af 2024-26.
Liv i Limfjorden - fri for spøgelsesnet
Projektet har et budget på 4 mio. kroner og gennemføres i årene 2024-26. Limfjordsrådet er tovholder på projektet, der er finansieret 70 % gennem af EU-midler fra Den europæiske hav- og fiskerifond samt 30 % fra nationale midler fra Fiskeristyrelsen.
Læs mere om projektet her.
Opsporing og opsamling af redskaber
Limfjordsrådet har fået udviklet et digitalt værktøj, så alle, der færdes ved fjorden, kan indberette deres fund af efterladte eller tabte redskaber. Så fisker du ved Limfjorden eller Aalborg Bugt, kan du hjælpe til ved at indberette dine fund. Det kan du gøre her.
På baggrund af de indberetninger, der kommer ind, vil redskaberne efterfølgende blive bjærget.
Stort problem
Morten Hertz er leder af projektet, og han fortæller, at problemet med spøgelsesnet er større, end hidtil antaget.
– Vi har heldigvis fået en ny bevilling på 4 mio. kroner, så vi kan fortsætte indsatsen, der sker i et samarbejde med både erhvervsfiskere, fritidsfiskere og andre frivillige interessenter, herunder lystfiskere, der fisker på eller ved fjorden. Vi samarbejder også med Levende Hav, North Nature og DTU Aqua, som også skal hjælpe med at lokalisere efterladte redskaber, fortæller Morten Hertz.
Også forebyggende indsats
Udover lokalisering og opsamling af redskaber omfatter projektet også en forebyggende indsats, der især er målrettet erhvervs- og fritidsfiskerne. Det sker dels gennem en informationskampagne og dels ved at udvikle kurser hos DTU Aqua, hvor fiskere skal undervises i god skik for fiskeredskaber og konsekvenserne ved at efterlade dem.